11. april 2023

Hårdtslående terapi: Fra mobbeoffer til seerfavorit

Heavy metal hjalp Melodi Grand Prix-favoritten Nicklas Sonne gennem en opvækst præget af mobning og ensomhed. Nu spiller han skolekoncerter og deler sin historie med børn og unge.

Hjertet sidder helt oppe i halsen, mens resultatet af aftenens sidste afstemning langsomt tælles op på skærmen foran ham. Publikum i Arena Næstved skriger navnene på deres favoritartister. Mange råber Nicklas.

Da de sidste stemmer gøres op, står det klart for Nicklas Sonne, at han ikke bliver årets vinder. Til gengæld får han andenpladsen og er den artist, der har fået flest stemmer af publikum. Glæde og lettelse spreder sig i hans krop. Resultatet er mere end godt nok, og Nicklas Sonne er stolt – af sig selv og ikke mindst af den genre, han repræsenterer. Heavy metal.

Tung metal i blodet

Nicklas Sonne var kun 8 år gammel, da han for første gang satte sine ben til en heavy metal koncert. Den ikoniske rock- og metalmusiker Alice Cooper skulle spille på 5-øren på Amager, og Nicklas Sonnes far, som selv var stor rockfan, havde valgt at dele oplevelsen med sin søn.

“Min far sang i et rockband, før jeg blev født, og har altid lyttet meget til de store rockkunstnere. Så jeg er vokset op med det og har siddet med høretelefoner på og hørt rock og stirret ind i stereoanlægget, siden jeg var helt lille,” fortæller Nicklas Sonne.

Selvom Nicklas Sonne allerede inden koncerten havde en svaghed for hård rock, blev oplevelsen på Amager et vendepunkt. Han husker særligt én episode fra det spektakulære show.

“Som intro til et af mine yndlingsnumre var der den her trommesolo. Jeg kunne slet ikke fatte, hvor fed den var. Det var mindblowing. Jeg var så oppe at køre over den, at jeg startede med at spille trommer,” siger Nicklas Sonne.

Interessen for instrumenter og sangskrivning eskalerede hurtigt. Hele vejen op gennem Nicklas Sonnes barndom og ungdom fyldte musikken meget – faktisk næsten alt. Hans opvækst var præget af forældrenes kaotiske skilsmisse, og det udløste en krise i ham, som kom til at vare i mange år. Han blev indadvendt, vennerne faldt fra og over tid blev Nicklas Sonne gjort til mobbeoffer i skolen.

Musikken blev et frirum, hvor han kunne bruge de negative følelser fra hans hverdag til at skrive komplekse og hårdtslående metalnumre. Når han skrev musik, var det som om, han trådte ind i et andet univers, og han brugte utallige timer på at sidde derhjemme og øve, skrive og spille heavy metal.

“For mig er det meget terapeutisk at skrive musik. Hver gang jeg skriver en tekst om noget negativt, der er sket, er det som om, en lille bid af det forsvinder,” siger Nicklas Sonne og fortsætter:

“Selvom jeg i dag er 33 år gammel, er det jo stadigvæk 6-årige Nicklas, der oplevede sine forældre blive skilt, og det er de følelser, jeg forbinder med det. Det er de følelser, jeg bruger til at skrive.”

Stor mand, ømme følelser

Har man set Nicklas Sonne i dag, ved man, at der ikke er meget tilbage af den lille, usikre dreng, han var engang. Når han optræder, er det i stedet en stor mand med langt hår, fuldskæg og mørkt tøj, der står på scenen. Han er selvsikker og succesfuld, og netop dén forvandling er i fokus, når Nicklas Sonne sammen med resten af heavy metal-bandet Defecto spiller skolekoncerter for børn og unge.

“Det er utroligt givende at kunne fortælle min historie for børnene, for da jeg var på deres alder, havde jeg det ad helvedes til. Når jeg står og fortæller om de her ret ømme følelser, er jeg sikker på, der sidder børn foran mig, som synes, det er inspirerende,” siger Nicklas Sonne.

Dette forår tager Defecto for femte gang på skoleturné for Levende Musik i Skolen, og i denne omgang bliver det skoler i Næstved, Høje-Taastrup, Rudersdal, Skanderborg og Mariagerfjord, der får besøg af bandet.

Nicklas Sonne fortæller, at Defecto, der består af ham selv som forsanger og guitarist, lead guitarist Frederik Møller, trommeslager Mikkel Christensen og bassist Thomas Bartholin, ser enormt meget frem til igen at skulle spille for det helt unge publikum.

“Jeg håber, at jeg kan få dem til at forstå, at de er gode nok, som de er, og at det hele nok skal gå. Jeg fornemmer – desværre – ofte, at vores tekster vækker genkendelse hos nogle af børnene, og at de bliver rørte,” siger Nicklas Sonne.

Når Defecto går på scenen, er det selvfølgelig med musikken som omdrejningspunkt. Alligevel er det vigtigt for Nicklas Sonne at understrege for børnene, at det ikke kun er musik, der kan være med til at bygge selvtilliden op.

“Jeg snakker meget med børnene om, at hvis man finder noget, man er passioneret omkring, så kan det hjælpe én op de sorte huller, man er faldet ned i. For mig var det musikken, der hjalp, men det kan jo være hvad som helst – tegning, dans, fodbold,” siger Nicklas Sonne.

Defecto blæser børnene bagover

Når Defecto i ugerne efter påske spiller dette års skolekoncerter, bliver det ikke de sidste, for allerede nu ved bandet, at de også til næste år skal spille koncerter for Levende Musik i Skolen. Defecto, der har varmet op for helt store metalnavne såsom Metallica og Rammstein, arbejder hårdt på at få flere børn og unge til at få øjnene op for det fede ved heavy metal.

“Vi spiller en anden slags musik end den, de er vant til at høre. Jeg tror, dét at høre heavy metal giver børnene variation i deres musiske forståelse og musiske kreativitet. Vi kommer ud og spiller musik, som er 100% håndspillet, og det viser, hvad musik også er. De skal vide, at der er noget andet end den elektroniske, autotunede musik,” siger Nicklas Sonne.

Nicklas Sonne lever i dag af sit arbejde med musik. Foruden at være med i Defecto har han et musikstudie, hvor han mixer og producerer musik for andre – og så har han en solokarriere, som blandt andet førte til deltagelsen i Melodi Grand Prix 2023. Til Melodi Grand Prix spillede han for et fyldt Arena Næstved og mere end 900.000 fjernsynsseere. Nicklas Sonne har dermed spillet koncerter i alle størrelsesordener. Spørger man ham, hvad det særlige ved at spille skolekoncerter er, er han ikke i tvivl: Børn og unge er et fantastisk publikum.

“Eleverne er SÅ glade og SÅ modtagelige, når vi begynder at spille – det er vildt fedt. De bliver nærmest blæst bagover, og det er jo også meningen. Der er fuld smæk på røgkanonerne, når vi kommer ind på scenen, og jeg går ind og råber i mikrofonen,” siger Nicklas Sonne og fortsætter:

“Vi går altid all-in til skolekoncerterne, og det er netop det lille form for chok, der skaber en rigtig god reaktion i børnene – ligesom når en racerbil kører hurtigt forbi.”

Vil du læse mere om Defecto og høre noget af deres musik, så klik her.

Fotograf: Ove Søborg