Nyheder
Sæson 2017-18
 

Ny rammeaftale får konsekvenser

LMS skal i fremtiden lave mange flere koncerter for de samme penge.

LMS har det sidste halve år arbejdet for at få en ny rammeaftale på plads med Statens Kunstfond. Det er pengene fra Statens Kunstfond, der sikrer, at LMS hvert år kan lave så mange skolekoncerter, som det er tilfældet.

Rammeaftalen løber i perioden 2018-2021 og allerede ved de indledende møder med Kunstfondens Projektstøtteudvalg for Musik stod det klart, at LMS både kommer til at skulle påtage sig nye opgaver og øge omfanget af koncertaktiviteterne markant i aftalens løbetid.

I dag er aftalen underskrevet af alle parter, og kan for de nysgerrige ses her.

En konkret ændring i forhold til tidligere aftaler er, at LMS i fremtiden skal være koordinator for skolekoncerter i hele landet – ikke bare egne produktioner, men også for de andre udbydere, som modtager støtte fra Statens Kunstfond, blandt andet landsdelsorkestrene, basisensemblerne og regionale spillesteder.

En anden forandring er, at målet nu bliver at nå ud til alle børn; et mål har LMS arbejdet for i en årrække, men nu altså også bliver pålagt – i øvrigt uden at der bliver tilført flere midler til området. Når vi tæller sammen, hvor øvrige udbyderes aktiviteter bliver lagt til LMS' nuværende koncerttal, mangler der stadig koncerter til omkring 200.000 børn, som LMS skal dække. Hvordan den kabale skal gå op, uden at det går ud over kvaliteten, arbejder LMS intensivt på at få løst, hvilket vil kunne ses af rammeaftalen.

En tredje konsekvens af den nye aftale er, at familiekoncertordningen Kamæleon Koncerter omdøbes til LMS Familiekoncerter, og fremover kun kan afholdes i kommuner, som har en skolekoncertaftale med LMS. Familiekoncerterne bliver altså en tilkøbsmulighed, der skal skabe bro mellem skoler, daginstitutioner og familier og fungere som et supplement til og udstillingsvindue for skolekoncerterne i højere grad, end det er tilfældet i dag.

Læs mere om, hvad LMS og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik tænker om den nye aftale på side 10-11 i LMS' jubilæumsavis her.

Se den nye rammeaftale her.



« Tilbage