Nyheder
Sæson 2017-18
 

Almen dannelse og kunder i butikken

Haderslev Musikskole har succes med nye samarbejdsprojekter med folkeskolen. Hør mere på Showcasen.

Folkeskolereformen fra 2014 kræver, at ”kommunalt støttede musikskoler skal indgå i samarbejder med kommunens folkeskoler, der kan bidrage til at opfylde såvel musikskolens som folkeskolens formål”.
Samtidig betyder længere skoledage, at børn er nødt til at prioritere deres fritid hårdere og lave mange fravalg.
Musikskolen i Haderslev har taget kampen op og søsat flere projekter, som skaber en naturlig bro mellem dem og skolen. Projekter, som du kan læse mere om her og høre meget mere om på kurserne til LMS Showcase 2018.

”Vi har konstateret, at vores musikskole drukner i en masse andre fritidstilbud til unge. Der har været en vigende tilslutning til musikskoler både på landsplan og i Haderslev, og derfor følte vi os draget til at kigge ind i folkeskolen og de muligheder, der var for at inddrage musikskolen i folkeskolens musikundervisning,” fortæller Jesper Ry.

En af de muligheder, musikskolen fik øje på, var at opfinde et helt nyt fag, nemlig Matemusik. Matemusik kombinerer nodelære, rytmik, matematik og brøkregning i et smartboard-understøttet format, der gør konceptet visuelt skarpt og fanger børnenes opmærksomhed.

Jesper Ry er meget ærlig omkring sin motivation for at nytænke musikundervisningen i folkeskolen.
”Jeg udviklede Matemusik-konceptet målrettet til folkeskolen. I min egen skoletid oplevede jeg, at jeg begyndte at forstå matematik meget bedre, efter jeg lærte noder. Pludselig forstod jeg det store billede, og det hele gav mere mening. Det er den øjenåbnende oplevelse, jeg gerne vil give videre til børnene. Konceptet blev færdiggjort sammen med kommunens pædagogiske center, hvor jeg forfinede den pædagogiske tilgang i samarbejde med en matematiklærer fra folkeskolen,” fortæller han.



Med faget følger også gevinster for musikskolen.
”Selvfølgelig hænder det, at vores lærere spotter nogle børn i undervisningen, der viser ekstraordinær interesse for musikken og kunnen i faget. Og der tillader man sig selvfølgelig at forhøre sig hos barnet, om vedkommende har overvejet at gå på musikskole,” fortæller Jesper Ry med et smil.

Vil skabe en ny generation af musikere
Med Matemusikken i indkøringsfasen, vendte Jesper Ry og Haderslev Musikskole opmærksomheden mod de såkaldte Musikklasser, hvor hele skoleklasser får undervisning i det samme instrument gennem en toårig periode.

”På musikskolen har vi en ambition om, at alle kommunens børn skal igennem et musikskoleforløb, inden de fylder 18 år. Det lyder af meget, men med den nyeste folkeskolereform er der lagt op til et samarbejde med skolerne, som kan gøre det muligt,” forklarer Jesper Ry og tilføjer: ”Musikklasserne i deres nuværende form gør det faktisk muligt at opnå det indenfor en otteårig periode.”

”Vi ved, at musik kræver fordybelse, disciplin og synkronicitet, og vi mener, at samspillet og det at mødes gennem noget fælles er godt for inklusionen af udsatte elever,” beretter Jesper Ry. ”Vi giver dem instrumentet i hånden fra første time, og uanset om det er klarinet, guitar eller noget helt andet, aktiverer og motiverer det børnene fra begyndelsen.”

De mange forskellige instrumentklasser giver grundlag for oprettelsen af skoleorkestre på kommunens skoler. Jesper Ry forklarer, hvordan mange af eleverne søger mod musikskolen for at opdage og udforske andre instrumenter. Og at forhåbningen er, at nyoprettede sammenspilsgrupper på musikskolen kan munde ud i endnu flere orkestergrupper på skolerne. Målet er at skabe et vækstlag af nye musikere i og omkring Haderslev.

”Naturligvis giver det kunder i butikken hos vores musikskole,” indrømmer Jesper Ry, ”men vi regner også musik for at være almen dannelse, og vi synes, så mange børn som muligt skal stifte bekendtskab med instrumenter og rytmik i en tidlig alder. Det er altafgørende for musikmiljøet i kommunen.”

Det er derfor heller ikke slut med nytænkende tiltag fra Haderslev Musikskole. Blandt andet har Jesper Ry endnu en idé, som er opstået på baggrund af personlige erfaringer.
”Jeg stammede meget som barn, men da jeg begyndte at spille musik oplevede jeg, hvordan sangflow gjorde meget for at afhjælpe min stammen. Derfor vil jeg enormt gerne udvikle et musikstammekursus, der kan gøre det samme for børn i samme situation,” slutter han.

Du kan møde Jesper Ry og høre ham fortælle meget mere om projekterne til LMS Showcase, hvor der afholdes kurser i både Musikklasser og Matemusik.

Tilmelding til showcasen og Haderslev Musikskoles kurser foregår på:
lmsshowcase.dk



« Tilbage