Nyheder
Sæson 2018-19
 

KulturCrew er ansvar og fællesskab

KulturCrew-konceptet har vokseværk. Hør hvad tiden i KulturCrew har betydet for en ung politiker.

Gitte Abildtrup, KulturCrew-ansvarlig hos Levende Musik i Skolen, har siden sommerferien startet ikke færre end 16 nye KulturCrew op. Samtidig har både USA og Skotland vist interesse for konceptet, mens Sverige allerede har importeret det.

Og spørger man det tidligere KulturCrew-medlem, 20-årige Robert Ladefoged Laursen, er der god grund til at udbrede KulturCrew.



Robert Ladefoged Laursen er en driftig ung mand, som blandt andet har engageret sig som elevrådsformand på SCU – Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, været medlem af festudvalget, formand for Skanderborg Ungdomsråd og også i 2017 stillede op til kommunalvalget Venstre i Skanderborg Kommune.

Robert var muligvis blevet politisk aktiv under alle omstændigheder, men ved at være med i KulturCrew fik han mulighed for at involvere sig og få ansvar allerede fra en tidlig alder.

”Da jeg hørte om KulturCrew, syntes jeg, at det lød spændende. Jeg havde mod på at tage noget mere ansvar end, jeg havde gjort tidligere. Jeg havde ikke fået så meget ansvar ved at sidde i elevrådet på skolen, og så tænkte jeg, at KulturCrew må være et sted for mig,” fortæller Robert og fortsætter:

”Et sted, hvor jeg kunne tage noget ansvar og vise, at jeg godt ville stå for at lave et godt fællesskab for andre, så alle fik nogle gode kulturelle oplevelser.”

En demokratisk læringsproces
Netop fællesskabet, synes Robert, er vigtigt. Et fællesskab omkring nogle gode kulturelle oplevelser på skolen, men også med ligesindede i KulturCrewet.

”Det var også et sted, hvor man kunne møde andre, som man ikke mødtes med normalt. Det dannede et fællesskab, en slags klub for folk, der gerne ville gøre lidt ekstra ved siden af skolen,” siger Robert.

Den unge politikeraspirant fandt også værdi i arbejdet med at udvælge, hvilke artister skolen skulle have besøg af. Robert lærte, at selvom man er forskellige, så kan det godt lade sig gøre at nå til enighed, og vigtigheden af at kunne sætte sig i andres sted var en essentiel del af KulturCrew-arbejdet.

”Man taler for jo andre end bare sig selv. Man skal udvælge kunstnere, som man måske ikke selv synes er gode, men som de små klasser på skolen vil kunne lide. Det er jo politik, en slags demokratisk læringsproces, kan man vel kalde det,” siger fortæller Robert.

En læringsproces der nåede en foreløbig kulmination i efteråret 2017, hvor Robert stillede op til byrådet. Han blev godt nok ikke valgt ind i den omgang, men kimen for en fremtidig politisk karriere blev lagt.

”Det er svært at sige om, det lige er KulturCrew eller noget andet, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Men KulturCrew har i hvert fald påvirket mig positivt, og det har været alletiders at få lov at være med i. Jeg har helt sikkert fået meget ud af det,” siger den unge politiker.

KulturCrew spreder ringe i vandet
Hos Levende Musik i Skolens Gitte Abildtrup vækker Roberts beretning glæde. KulturCrew er netop lavet for at inddrage eleverne, give dem ansvar og udvikle dem ved at give dem et indblik i kulturlivets mange facetter.

”Det er inspirerende at høre en historie som Roberts. At KulturCrew har en positiv virkning på de unge, der stifter bekendtskab med det, er utroligt vigtigt for os,” siger Gitte Abildtrup og fortsætter:

”Vi oplever, at KulturCrew spreder mange ringe i vandet. Både hos de unge som Robert, men også blandt kommuner og organisationer, der lader sig inspirere af vores koncept. Det er dejligt, for vi vil gerne have spredt KulturCrew ud til så mange som muligt.”



« Tilbage