Nyheder
Sæson 14-15
 

Fest med Kamæleon i Horsens

Den årlige Kamæleon Festival afholdes 16. november i Horsens, hvor festivalen får base også i 2015 og 2016.

Det bliver en dag fyldt med musik og sjov for børn på 5-8 år og deres familier, når Horsens Kommune og Horsens Ny Teater i samarbejde med LMS slår dørene op for Kamæleon Festival 2014.

Fem forskellige musikgrupper er på programmet og hver koncert koster kun 10 kroner, så familierne kan uden lommesmerter vælge lige så mange koncerter til, som ører og dansefødder og klappehænder kan holde til.

Klik her for billetkøb.


Dagens program er som følger:

09.30-10.00
Opvarmning med lokale musikskoleelever.

10.00-10.40
De Tre Musikterer: En sjov og let tilgængelig “Klassisk møder Jazz”-koncert, der pirrer sanserne og blander det bedste af den klassiske musiks dybde og gode melodier med jazzens mere improvisatoriske og legende tilgang til det musikalske stof.

10.50-11.30
Gospel Sisters: En energisk og medrivende præsentation af gospelmusikken, hvor den intense musik og sang smitter hele salen og publikum helt naturligt bliver inviteret til at deltage med sang, koreografi og klap.

11.30-13.45
Frokostpause.

13.45-14.25
Stine Michel: En barsk og rørende koncertfortælling om næstekærlighed, der tager udgangspunkt i Selma Lagerlöfs Kristuslegende Rødhalsen, der i koncerten væves sammen med ord, sang, dans og musik i de tre erfarne musikeres sikre hænder.

14.35-15.15
Trolska Polska: Tag med ind i et skævt og eventyrligt folkemusikunivers fyldt med mystiske væsener fra skov og mose, tryllet frem på Martin Seebergs violin efter rejser i troldenes rige Sverige, hvor også den ældgamle folkedans ’Polska’ kommer fra.

15.35-16.15
Ørehængerne: Det lokale, sprudlende orkester, Ørerhængerne, spiller helt nye sange med udgangspunkt i børnenes hverdag pakket ind i en genremæssig bred palet af både jazz, reggae, latin, country og folkemusik, men selvfølgelig også rock, som vor mor lavede den.

Kamæleon Festival vil også i 2015 og 2016 blive huset af Horsens Ny Teater, for at sikre festivalens beståen og succes, da der de seneste år har været nedadgående publikumstal. Ved at lægge festivalen i samme kommune flere år i træk, håber LMS at skabe en tradition hos publikum, men også at kunne eksperimentere med forskellige tiltag, der kan trække endnu mere publikum til.



« Tilbage