Nyheder
Sæson 14-15
 

LMS indtager Kina

Kulturminister Marianne Jelved har valgt at tage LMS med til Kina, som eksempel på godt, dansk kulturtilbud til børn og unge.

Skolekoncerter var et vigtigt programpunkt i kufferten, da kulturminister Marianne Jelved i sidste uge drog til Kina for at åbne den store dansk-kinesiske kultursatsning

”Vi er selvfølgelig virkelig stolte over at skulle med som repræsentanter for dansk børnekultur. I Danmark har vi nogle helt unikke måder at skabe et værdifuldt møde mellem kunsten og det unge publikum på, som vi glæder os meget til at præsentere de kinesiske fagfolk – og ikke mindst børn for,” sagde koncertdirektør ved LMS – Levende Musik i Skolen, Ebbe Høyrup før afrejsen.

Danske pragteksemplarer

Som konkrete eksempler på LMS' arbejde for mødet mellem det professionelle musikliv og børn/unge havde LMS inviteret to af landets mest efterspurgte skolekoncertgrupper, nemlig folkemusikgruppen Phønix og stompgruppen Body Rhythm Factory, med på rejsen.

[IMG1]
Phønix sammen med gu zheng spilleren Song Ka og Kulturminister Marianne Jelved, som åbnede Det danske kulturinstitut i Beijing

”Musik kan kommunikere på tværs af kulturer og sprog, så selvom stilarten hos de to musikgrupper er vestlig og koncerterne ordløse, vil det unge, kinesiske publikum sagtens kunne deltage aktivt og leve med i koncerterne,” mener Ebbe Høyrup.

Begge grupper har under rejsen deltaget i workshops, koncerter og netværksmøder med kinesiske musikere og kulturfagfolk, og er netop nu i gang med at turnere rundt og lave koncerter for det unge, kinesiske publikum. Hvordan det spænder af, kan du læse mere om her på lms.dk, når grupperne igen er tilbage i Danmark.

Kineser i bagagen

”Kina-eventyret selvfølgelig en mulighed for at vise værdien af de intime og nære møder, danske skoleelever får med det professionelle musikliv gennem vores skolekoncerter. For os er det dog mindst lige så vigtigt, hvordan kineserne tager imod konceptet og udfordrer det med spørgsmål og idéer, vi kan tage med hjem og arbejde videre med,” siger Ebbe Høyrup.

Hvis det lykkes Ebbe Høyrup at få kontakter til nogle interessante, kinesiske kunstnere, der kunne overveje et eventyr i HC Andersens hjemland, bringer vi selvfølgelig mere om det her på lms.dk.



« Tilbage