Nyheder
Sæson 14-15
 

Interaktiv multikunstner i Kina

LMS har sammen Kulturministeriet sendt musiker Thomas Sandberg til Kina

I efteråret besøgte LMS Kina som en del af et kulturfremstød igangsat af Kulturministeriet. Her stod LMS bag en række koncerter, der præsenterede kineserne for dansk musik og kultur for børn.

​Koncerterne var med musikgrupperne Phønix og Body Rhythm Factory​, der dels spillede en række koncerter i hele regionen og dels deltog i workshops og forskellige netværksarrangementer, hvor de mødtes med kinesiske kunstnere.

Kulturudvekslingen var så vellykket, at Kulturministeriet ønskede at gentage projektet som en slutspurt på den store dansk-kinesiske kultursatsning, og LMS blev igen bedt om at give en anbefaling.

Valget faldt på musiker, komponist og programmør, Thomas Sandberg, der kan præsentere kineserne for en helt anden slags koncert for børn. Thomas’ kreative og interaktive koncerter skaber stor begejstring blandt skolebørn herhjemme, og det bliver rigtig spændende at se, hvordan de kinesiske børn tager imod den danske multikunstner.

Thomas Sandberg er netop draget til Kina i denne uge. Turen går fra Beijing i nord til Guangzhou i syd og Xi’an i vest, og Thomas Sandberg når således ud til rigtig mange børn i det store land.



Vi har spurgt Phønix, hvad der venter Thomas Sandberg i Kina:

Hvordan var rejsen? 
Det var en meget lang rejse, specielt hjemrejsen. Vi ventede mange timer i Moskva Lufthavn, som ikke er specielt interessant, men vi fik spillet en masse kortspil.

Hvordan var publikum at spille for i Kina? 
Publikum var helt anderledes end det danske. Vi spillede til familiekoncerter, hvor forældrene var meget ivrige for at få deres barn forrest og foreviget på video og foto det meste af koncerten. Men alligevel levede både børn og voksne sig meget ind i koncerten og klappede med, sang, råbte og kommenterede undervejs, og bifaldet efter koncerten ville ingen ende tage. Efter koncerten var det ikke kun børnene som skulle fotograferes med os, men hele familien, en efter en.

Hvad har det givet jer? 
Man lærer meget om sin kultur, sin musik og sine virkemidler, når man pludselig er så langt væk hjemmefra. Efter en sådan rejse er vores musiske udtryk blevet skarpere, udviklet og forbedret, og orkesteret er rystet endnu bedre sammen.

Hvad er det for en oplevelse, Thomas Sandberg kan forvente?
 Han kan forvente et publikum, som er imødekommende og interesserede i kulturen fra andre lande. Man bliver meget hurtigt en stjerne.

Udover musikken, var det som gjorde indtryk på os, mængden af mennesker alle vegne, at trafikken var så heftig og at forureningen var så fremskreden. Den kinesiske mur var imponerende og har brændt sig fast på nethinden for altid. Men den allerstørste oplevelse har været at spille med den kinesiske musiker Sangka.



Sangka har netop været i Danmark og spillede med Phønix på SPOT festivalen i Århus. Til efteråret spiller Sangka og Phønix en længere Danmarks-turné sammen med både skole-, familie- og spillestedskoncerter. 21 koncerter er allerede i kalenderen og flere er på vej. Hold øje med både lms.dk og phonixfolk.dk for info om tid og sted.



« Tilbage