Nyheder
Sæson 14-15
 

Sådan gik 2014

Årsberetningen for 2014 ligger nu klar på lms.dk. Her er nogle af højdepunkterne.

Med de mange fremragende musikalske og pædagogiske præstationer gennem året, fortjener hver enkelt produktion faktisk sin egen rapport! Hver eneste koncert er et lille under, som beriger og begejstrer og sætter sig spor for livet. Desværre rækker pladsen her kun til, at vi giver underne en generel og statistisk behandling.
(Indledning til LMS’ årsrapport 2014)

2014 var et år med fuld fart på. Turnéprojekter og koncerter, store komplekse projekter og fokus på netværk og samarbejde holdte LMS-kontoret travlt beskæftiget.

LMS’ kerneområde er skolekoncerterne, og i 2014 blev der spillet næsten 2000 skolekoncerter i LMS’ regi, fordelt på 55 kommuner. Genrermæssigt strækker koncerterne sig fra vikingetiden til eksperimenterende, elektronisk baseret musik, fra dansk folkemusik til musik fra Vestafrika og Mellemøsten og fra klassisk og opera til jazz og stomp. Hos LMS leverer vi gerne musik, som eleverne ellers ikke ville have så stor chance for at møde, og derfor er vi rigtig glade for at kunne konstatere, at både elever og lærere har vurderet koncerterne meget højt i vores tilfredshedsmålinger.

Udover skolekoncerterne bød 2014 også på godt 100 Kamæleon Koncerter, som er koncerter for familier og primært henvendt til børn på 5-8 år og deres forældre. Kamæleon Koncerterne skiller sig ud fra de øvrige koncerter ved at inddrage forældrene som målgruppe, og så foregår koncerterne ofte på lokale koncert- og spillesteder.

Nogle af de store projekter, der har fyldt meget på LMS-kontoret er projekterne Blackboard Music Projekt, Ciclo, KulturCrew og Kulturpakker. Projekterne har været med til at åbne en masse nye muligheder og ikke mindst styrke samarbejdet med danske og internationale samarbejdspartnere.

2014 var også året, hvor LMS drog til Kina, som en del af Kulturministeriets kulturfremstød i regionen. Turen til Kina har allerede resulteret i koncertturnéer i Kina for flere af vores tilknyttede musikere, samt muligheden for at præsentere en kinesisk musiker i Danmark i 2015.

Hvis du er nysgerrig på at vide mere, kan årsrapporten læses i sin fulde længde her



« Tilbage