Nyheder
Sæson 16-17
 

Kompetente, nye ansigter

Fagudvalgets to nye medlemmer er begge passionerede omkring musikformidling til børn. Se her hvem de er.

Efter usædvanlig stor interesse med i alt 28 ansøgere, fik LMS' bestyrelse med besvær siet 26 gode og relevante ansøgere fra, så der tilbage var de to, som de kommende tre år skal være med til at sikre de danske børn den ypperste kvalitet i mødet med LMS' skolekoncerter.

Valget faldt på musikerne Mikael Elkjær og Dorte Bennike.

Mikael Elkjær er for de fleste bedre kendt som eletronica-musikeren Spejderrobot – ikke mindst hos LMS, hvor han sammen med blandt andre Emil de Waal har spillet over 100 skolekoncerter siden 2011.
Han har en lang række udgivelser bag sig, to DMA nomineringer og en kandidatuddannelse i pædagogik og filosofi.
Efter mange år på den danske musikscene er Mikael Elkjærs netværk omfattende, og hans kendskab til forskellige genrer betydelig om end den elektroniske scene selvfølgelig er hans primære hjemmebane. Han har mange års undervisningserfaring, og så har han med eget ord et hjerte, der banker for børn og musik.

”Jeg har på første hånd oplevet det lys, der tændes i børnenes øjne, når en koncert er gået rent ind på tavlen. Det er min opfattelse at sådanne øjeblikke – i bedste fald – kan være medvirkende til at et barn indleder et livslangt forhold til musikken.”

Vi byder Spejderrobot velkommen og ser frem til tre års godt samarbejde i fagudvalget, hvor han vil blive fulgt af endnu et nyt medlem, nemlig Dorte Bennike.

Dorte Bennike er uddannet klassisk fagottist og ansat som samme i DR SymfoniOrkestret. Siden 2012 har hun desuden været initiativtager til og leder af DR Musikariet, som står for DR Koncerthusets musikalske aktiviteter for børn og unge.
DR Musikariet arbejder med et bredt spektrum af musikalske genrer fra klassisk, hip-hop og jazz til verdensmusik, metal og schlager og udbyder primært skolekoncerter for grundskolen og ungdomsuddannelserne. Her er Dorte Bennike med til at udvælge koncerterne, og har derfor gjort sig mange tanker om skolekoncerternes funktion:

”En skolekoncert skal helst ikke føles som undervisningstime; formidlingen skal lægges ind i dramaturgien på en måde, så eleverne først og fremmest oplever, at de er til en koncert – og at de historier/den information, der gives undervejs er noget, der bærer koncerten videre og pirrer interessen i stedet for et stykke nyt pensum.”

Det er med andre område en specialist indenfor LMS’ arbejdsområde, fagudvalget har fået om bord med Dorte Bennike, og sammen med Mikael Elkjær og de fire ”gamle” medlemmer er hun parat til efterårets store udvælgelses proces, når LMS’ katalog til 2018-19 skal sammensættes.

Stort velkommen til Dorte Bennike og tak for interessen til alle ansøgere.

Se hele LMS' fagudvalg her: www.lms.dk/fagudvalg.asp



« Tilbage