Publikum uden billet
Mads Mouritz & Jacob Funch lærer meget af at spille skolekoncerter, men det er langt fra den eneste gode grund til, de gør det. Se og læs mere her.
Vi møder Mads Mouritz og Jacob Funch på Morten Børup Skolen i Skanderborg, mens de er i gang med at pakke deres instrumenter, anlæg og udstyr sammen. Om lidt skal det hele læsses ud i bilen og køres videre til dagens tredje og sidste koncert.
Den tætpakkede koncertdag er en væsentlig del af grunden til, at de to musikere vælger at spille skolekoncerter. Når koncerterne er mange, og de ligger tæt på hinanden, får duoen hele tiden mulighed for at udvikle og finjustere deres samspil med hinanden og ikke mindst publikum.
“Hvis man har følt, at et eller andet gik på en bestemt måde, så spiller man en ny koncert ti minutter efter. Det er virkelig en mulighed for at optimere både sin måde at gå til publikum på og selvfølgelig også det musikalske,” fortæller duoens bassist, Jacob Funch.
For Mads Mouritz har skolekoncerterne blandt andet lært ham at være mere bevidst om, hvornår og hvordan han taler til publikum.
“LMS har jo en producent på de første af ens koncerter. Her snakkede vi om min måde at tale til publikum på mellem sangene, det har været lærerigt for mig, og noget jeg kan tage med mig videre i mit professionelle virke udover skolekoncerterne,” siger Mads Mouritz.
Tekster om psykisk sårbarhed
Mads Mouritz har haft mange overvejelser om, hvilket projekt han skulle søge om at komme på skolekoncertturné med. Hør i videoen her, hvorfor valget faldt ud, som det gjorde, og hvordan det går med at spille sange om psykisk sårbarhed for det unge publikum.
Eleverne har ikke selv valgt koncerten
For Mads Mouritz og Jacob Funch er der en særlig sjov udfordring ved at spille skolekoncerter. Publikum har ikke selv købt billet eller valgt musikken og har ikke nødvendigvis noget forhold til den på forhånd. Det betyder, at de to musikere må vinde elevernes opmærksomhed, når de træder ind på scenen.
“Vi er vant til at spille for folk, der har købt billetter og derfor har en forudindtaget opfattelse af, at de skal ud og hygge sig og have det sjovt, og de kender musikken og er super positivt indstillede,” siger Jacob Funch og fortsætter:
“Men vi kan ikke gå ud fra, at eleverne som udgangspunkt er positivt indstillede. Det kan godt være, at de har en helt anden musiksmag. Derfor er der også en fed sport i at komme igennem til dem og se det som potentielt nye lyttere af ens musik, der skal have en dejlig oplevelse.”
Sidder du som musiker og har også lyst til at give elever en dejlig og levende musikalsk oplevelse? Så kan du søge om at komme på skolekoncertturné for LMS. Læs meget mere her, og søg i god tid, så vi kan nå at hjælpe med eventuelle spørgsmål eller tekniske udfordringer. Ansøgningsfrist er den 15. oktober klokken 12.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.