100% vil gøre det igen
Evalueringerne af LMS Showcase 2026 strømmer ind, og de er ikke til at tage fejl af. Alle svarer, de vil tage afsted igen, hvis de får chancen, og grundene er mange.
Nu er det akkurat en måned siden, at LMS pakkede sammen og forlod Helsingør efter en festlig LMS Showcase 2026. Evalueringerne fra showcasens gæster ruller ind ad døren, og det er heldigvis ikke kun LMS’erne, der havde en skøn dag:
“Super flot setup med fantastiske rammer.”
“Som altid en stor fornøjelse.”
“Dejligt varieret.”
“Tak for en god showcase. Vi ses næste år.”
100% af deltagerne, der har udfyldt evalueringsskemaet, siger, de vil deltage i LMS Showcase eller Festival igen, hvis de får muligheden. Størstedelen oplyser, at de bruger LMS Showcase til at vælge koncerter til deres skole eller kommune i det kommende skoleår. Og næsten lige så mange svarer, at de kommer for at få faglig inspiration og pleje netværk.
“Kendskab til de grupper, vi får besøg af i løbet af året, et fagligt netværk, masser af input og inspiration,” skriver en, mens en anden skriver:
“En vitaminindsprøjtning af inspiration, gode snakke med kommuner, networking og dygtige musikere, der leverer musik af meget høj kvalitet.”
En tredje tilføjer:
“Jeg bliver inspireret af nye musiktyper samt muligheden for at opleve koncerterne sammen med det rigtige publikum – eleverne – og se deres reaktioner på det, de oplever.”
Efterspurgt workshop blev en succes
Også showcasens faglige eftermiddagsprogram er blevet evalueret – og det er faktisk fra evalueringen af LMS Festival 2025 i Silkeborg, at idéen til en af dette års workshops kom. Her ønskede en deltager sig nemlig et praksisnært, hands-on kursus i musiklokalets teknik.
På den måde fandt workshoppen “Åh nej, hvem har pillet ved mixeren?” sin vej til årets faglige eftermiddagsprogram. Og det var en succes.
“Det ramte rigtigt godt, og det var noget jeg havde haft brug for i rigtig længe,” skriver en af deltagerne i sin evaluering af workshoppen.
Men det er ikke kun gæsterne, der har haft gavn af workshoppen. Workshopholderen Kristoffer Fynbo Thorning, havde allerede inden workshoppen brygget på en bog om emnet – han synes nemlig, der mangler information til lærerne om at få mixeren til at blive en del af musiklokalet.
“Det kom egentlig bag på mig, at det deltagerne ved workshoppen gerne ville vide mere om var det helt grundlæggende tekniske ved mixeren – hvad kan den knap, hvad sker der hvis jeg drejer på den her osv.,” siger Kristoffer Fynbo Thorning om sin oplevelse til workshoppen.
På den måde gav workshoppen Kristoffer Fynbo Thorning en rettesnor, han kunne tage med til sit videre arbejde med bogen: “Hvem har pillet ved mixeren”.
“Jeg havde forestillet mig, at bogen hurtigt skulle gennemgå nogle af de lavpraktiske måder at bruge mixeren på, men det gik op for mig, at jeg skulle lægge mere arbejde i at finde et sprog, der både er simpelt og fyldestgørende. Det skal være noget, lærerne rent faktisk kan bruge i de konkrete situationer, de står i,” siger Kristoffer Fynbo Thorning.

Fotos: Thomas Olsen
Erfaringerne tages med videre
Hos LMS er der også god læring at hente i evalueringerne, som bliver gennemgået minutiøst inden planlægningen af næste års LMS Festival. Konkret vil programpunktet “Eftermiddagsmix” få et genbesøg efter lidt blandede tilbagemeldinger, ligesom LMS selvfølgelig forholder sig til de tilbagemeldinger, der eksempelvis er kommet ind i forhold til spillesteder, afstande, overnatning og bespisning, i det omfang det er muligt i forhold til værtsbyens muligheder og festivalens økonomi.
Og hvem bliver så værtskommune næste år? Ja, det må I vente lidt endnu med at få at vide, men med 100% af respondenterne fra dettes års showcase klar til at deltage igen, er vi i hvert fald sikre på, at selskabet bliver godt!