Efterspurgt kursus på årets showcase
Der er meget teknik i et musiklokale, og fungerer det ikke, kan der opstå uro og forstyrrelser i undervisningen. Men der er hjælp at hente for musiklærerne i et kursus til årets showcase i Helsingør.
Teknikken i musiklokalet kan både løfte og understøtte elevernes sammenspil, men den kan også drille og skabe uro og forvirring. Og det er ikke alle musiklærere, der føler sig lige godt rustet til at få den tekniske del af musikundervisningen til at spille, siger Malou Østergaard, der er musiklærer på Højmarkskolen i Holsted i Vejen Kommune:
“Når man bliver musiklærer, så er det ikke den tekniske del, vi bruger mest tid på. Jeg har mest lært at synge og spille akustisk, så hele den tekniske del har jeg overhovedet ikke med i bagagen, når jeg kommer ud på skolen,” siger Malou Østergaard og uddyber:
“Jeg ved godt, hvordan man sætter en mikrofon og forskellige instrumenter til, men det med at få den rigtige klang ud og få indstillet mixeren helt præcis, det er nogle basale værktøjer, man mangler, hvis man ikke spiller i band i sin fritid.”
Et ønske går i opfyldelse
Malou Østergaard deltog i sidste års LMS Festival i Silkeborg, og her udtrykte hun efterfølgende i sin evaluering af festivalen et ønske om et kursus i lydopsætning i musiklokalet.
Det ønske er blevet hørt, så til årets LMS Showcase den 30. september i Helsingør handler et af eftermiddagsprogrammets fire kurser netop om musiklokalets teknik og udstyr.
Kurset, der bærer det deskriptive navn Åh nej, hvem har pillet ved mixeren?, ledes af Kristoffer Fynbo Thorning, der er musiker, underviser og teknik-nørd med mange års erfaring i formidling og pædagogisk arbejde. Han vil på kurset give musiklærerne tid til selv at pille ved mixeren:
“Det bliver en meget praktisk workshop, hvor vi skal sætte nogle kabler til og sætte nogle mixere op, og hvor vi skal pille ved nogle af de ting, som vi normalt beder eleverne om ikke at røre ved,” siger Kristoffer Fynbo Thorning og fortæller, hvad musiklærerne forhåbentlig får ud af kurset:
“De bliver inspireret til, hvordan de kan bruge det udstyr, som de allerede har, og så skaber vi et rum, hvor de kan dele nogle af deres egne oplevelser og udfordringer med musiklokalets teknik.”
Fejl i teknikken forstyrer undervisningen
Kursets titel Åh nej, hvem har pillet ved mixeren gengiver meget godt den følelse, man kan stå med som musiklærer, siger Malou Østergaard, der beskriver, hvordan teknikken kan hindre musikundervisningen:
“Hvorfor kommer der nu ikke lyd ud af kanal 1? Den virkede ellers i går, nu virker den ikke?! Nogen har måske pillet ved den, men man kan ikke lige gennemskue, hvad der er trykket på, og så opstår der kaos i undervisningen, fordi man pludselig skal vente, og venteposition i musikundervisning er bare ikke godt.”
Hun glæder sig derfor over, at hendes kursusidé bliver til virkelighed og påpeger, at kurset netop er noget af det, der trækker hende helt fra Vejen til Helsingør til september.
“Jeg synes, at kurset er meget vedkommende, fordi vi er flere og flere musiklærere, der ikke har den tekniske baggrund med sig, og her tror jeg, at kurset kan hjælpe mange af os,” afslutter Malou Østergaard.
Du kan læse mere om kurset Åh nej, hvem har pillet ved mixeren og de andre kurser fra eftermiddagsprogrammet til dette års LMS Showcase på lmsshowcase.dk/eftermiddagsprogram
Og har du ikke sikret dig en billet til årets showcase, er det stadig muligt, men vil du have den fulde showcasepakke med overnatning, skal du til at skynde dig. Her er tilmeldingsfristen nemlig 1. juli, mens det for deltagelse uden overnatning er 30. august.
Tilmeld dig nu på lmsshowcase.dk/tilmelding