Flotte danske fingeraftryk på årets YAMsession
Danske koncertindslag og pris til gammel LMS-kending ved tætpakket YAMsession i Norge.
YAMsession er en international konference og showcase for kreative professionelle aktører fra hele verden, der arbejder med koncertproduktioner for det unge publikum. 2024-udgaven er netop løbet af stablen i Bodø, Norge, og LMS’ repræsentant, seniorkonsulent Jesper Gottlieb, er vendt hjem med kufferten fuld af gode indtryk og nye idéer.
(Kajsa Balto, foto: Erik Fosheim Brandsborg)
“Det var et velorganiseret event, og jeg har oplevet masser af gode koncerter, talks og debatter. ‘Producers’ forum’, hvor to producenter arbejder sammen med en gruppe over et døgn om at forbedre deres koncert, og hvor koncerten spilles to gange – før og efter processen – og resultatet diskuteres blandt deltagerne og i dialog med de involverede musikere og producenter, var som altid et af de vigtigste og mest givende programpunkter. Derudover har jeg haft gode faglige snakke med internationale kolleger, mødt nye kontakter og genopfrisket de gamle,” fortæller en tilfreds Jesper Gottlieb.
Input og outlook
Levende Musik i Skolen deltager i YAMsession som associeret medlem af det verdensomspændende børne- og ungemusiknetværk Jeunesses Musicales International (JMI), som YAMsession er en del af. YAMsession handler om at præsentere deltagerne for internationale topklasse-produktioner målrettet det unge publikum for derved at levere en kilde til inspiration, viden og udvikling.
(Jesper Gottlieb, foto: Marte Glanville)
“Jeg har set flere gode og meget forskellige bud på vellykket koncert-inddragelse af eleverne, som det vil blive spændende at dele med koncertproducentgruppen hos LMS. Især en perfekt balanceret formidling i en samisk koncert med en forrygende sanger og fortæller, Kajsa Balto, gjorde stort indtryk. Hun fik med stærke, afdæmpede og meget personlige introduktioner til sangene virkelig åbnet musikken og den samiske kultur på en måde, der drog hver enkelt tilhører ind i det samiske univers, så det meget fremmedartede udtryk ramte lige i hjertekulen,” fortæller Jesper Gottlieb.
Sætter pris på de bedste produktioner
Eventet rummer også en fast prisuddeling, YAMawards, som hylder de bedste koncertproduktioner til det unge publikum. I år var der dansk islæt blandt prismodtagerne i form af den dansk/østrigske gruppe Funky Currywurst Brothers, som i perioden 2016-2022 spillede i alt 225 skolekoncerter for Levende Musik i Skolen.
Gruppen vandt meget passende Ebbe Høyrup-prisen for Årets Bedste Skolekoncert. Med prisen, der bærer den nu afdøde LMS-stifter og -direktørs navn, følger 1000 Euro og en stak gode nye kunstneriske kontakter. Stort tillykke til Funky Currywurst Brothers!
(Funky Currywurst Brothers, foto: Marte Glanville)
Andre danske fingeraftryk bestod af to livlige showcase-koncerter med LMS-kunstnerne Goin’ Back to New Orleans samt Trolle og Smørfolket. Sidstnævnte leverede ifølge Jesper Gottlieb “... en koncert, som alle talte om, og som fik hele lokalet til at juble, danse og synge reggae”.
Starten på nye nordiske eventyr?
Sanger og guitarist Morten Trolle fra Trolle og Smørfolket beretter om bandets showcase:
“Koncerten gik rigtig godt. Udover kulturformidlere fra Norden og andre lande var der heldigvis en flok glade norske børn, der var med på at have det sjovt. Vi udskiftede nogle ord i oplæggene og teksterne, så børnene kunne forstå dem. ‘Pige’ var udskiftet med ‘jente’, ‘dreng’ med med ‘gut’ og så videre. Responsen var over al forventning, så vi var glade og lettede.”
(Trolle og Smørfolket, foto: Erik Fosheim Brandsborg)
“Det er spændende at se, hvad der kommer ud af koncerten. Vi fik allerede, inden vi var rejst hjem, en mail fra en, der havde set koncerten, og som gerne ville have os til at komme til hendes by i Nord-Norge og spille. Men det er jo ret bekosteligt at flyve fire personer og instrumenter til Norge, indlogere os på hotel, og leje baggear ind for f.eks. kun at spille to koncerter, så nu må vi se. Vi tog det som en oplevelse, og det var det! En rigtig god oplevelse,” fastslår Morten Trolle.
Mardi Gras midt i Bodø
Goin’ Back to New Orleans skabte ifølge LMS’ Jesper Gottlieb “... en fantastisk koncert med sublim publikumskontakt”, og bassist Joakim Øster klapper da også i hænderne efter showcase-koncerten i Bodø:
“Arrangøren var super professionel og velorganiseret, og hele vejen igennem var der tænkt på alle detaljer. En del af vores show handler om, at vi aktiverer børnene med hjemmelavede instrumenter, og vi var lidt bekymrede for, dels om norske børn ville reagere anderledes end danske, dels om situationen ville virke lidt ‘kunstig’. Det var dog grundløse bekymringer, for børnene var præcis som danske teenagere, altså lidt generte, men de kom efterhånden med og gav den gas på instrumenterne. Da vi havde rigeligt med instrumenter med, blev der også delt ud til de voksne blandt publikum, som virkede til at være vældig begejstrede for at få lov til at spille med.”
(Going Back to New Orleans, foto: Erik Fosheim Brandsborg)
“Efter koncerten havde vi fire timer på festivalen, hvor vi var med til fælles frokost, hørte nogle andre koncerter og et foredrag og gik rundt og snakkede med andre deltagere. Det lod til, at mange deltagere havde hørt vores koncert, for overalt kom folk hen til os og roste koncerten! Så vi rejste hjem med en rigtig god følelse af, at det var hele turen værd – og med et håb om, at vi på et tidspunkt kan vende tilbage til Norge på en egentlig turné og dele New Orleans Mardi Gras-funk’ens glade budskab med en masse norske børn,” lyder det fra en begejstret Joakim Øster.
Fremtiden er i gode hænder
Seniorkonsulent Jesper Gottlieb fra LMS mener, at samarbejdet i YAM-netværket både nu og fremadrettet er en hjørnesten i den globale indsats for at give flere børn og unge adgang til levende musikoplevelser:
“Hvordan skaber vi også på internationalt plan den bedst mulige formidling af musik til børn og unge? Hvordan skaffer vi så mange børn og unge som muligt et tilbud om at opleve live-magien? Det gør vi blandt andet ved at udveksle erfaringer og gode eksempler, så vi kan lære af hinanden og blive bedre. Her er LMS en ganske stor spiller, og har mulighed for og egentlig også pligt til at yde et væsentligt bidrag.”
“Dertil kommer, helt egoistisk set, at LMS’ faglighed generelt bliver styrket gennem den kulturelle dialog og vidensdeling med kompetente fagfæller og videnspersoner på området. Så YAM-samarbejdet er absolut noget, vi værner om,” konkluderer Jesper Gottlieb.