15. september 2026

Høj rock klokken 8.30

Forever Still har syv års erfaring med at spille skolekoncerter og søger igen og igen om at komme med i ordningen, bliv klogere på hvorfor.

Klokken er 11 om formiddagen, og Forever Still gør klar til dagens anden og sidste koncert. De stiller udstyret op i hallen, hvor de skal spille, og om lidt skal udskolingselever fylde rummet foran scenen.

For et band, der også spiller på spillesteder, festivaler og andre scener, er rammerne noget anderledes, når koncerten foregår på en skole.

”Det er nat og dag,” siger Mikkel Haastrup, der spiller bas i Forever Still.

”Bogstaveligt talt,” tilføjer sanger og multiinstrumentalist Maja Schønning grinende.

Inden Forever Still begyndte at spille skolekoncerter, var de vant til, at arbejdsdagen først begyndte omkring klokken 10. Nu har de på det tidspunkt allerede spillet deres første koncert.

Et andet publikum
På skolerne medbringer bandet selv deres PA-udstyr og bruger typisk omkring en time på at stille op. Men det er ikke kun tidspunktet og de anderledes rammer, der adskiller skolekoncerterne fra bandets øvrige koncerter. Normalt spiller Forever Still i mørklagte venues med et stående publikum, mens det til skolekoncerterne er vidt forskelligt, hvordan eleverne placerer sig og agerer.

”Vi giver et kæmpe vildt show, selvom der er nogen, der måske sidder lidt forsigtigt på en stol og kigger på os. For vi har fundet ud af nok gange nu, at der stadig er mange, der kommer op bagefter og siger, at det var helt vildt fedt,” siger sanger og multiinstrumentalist Maja Schønning og fortsætter:

”De nyder det bare på en helt anden måde. Og for nogle er det selvfølgelig også lidt et chok, når vi kommer og spiller noget virkelig høj rockmusik klokken 8.30.”

Forever Still søger år efter år om at blive en del af skolekoncertordningen hos LMS, og i år er det syvende år, de spiller koncerter for skoleelever.

”Jeg synes, det er utroligt givende. Vi har ikke så meget kontakt med den aldersgruppe ellers – vi har ikke selv børn – så det er supergivende at opleve dem her,” siger bassist Mikkel Haastrup.

Den musikalske rollemodel, de selv manglede
Noget af bandets motivation for at spille skolekoncerter handler også om deres egne oplevelser fra skoletiden.

De savnede selv at møde musikere og musikalske rollemodeller, de kunne spejle sig i – nogen, der viste dem, at de godt kunne gå en anden vej end den, de typisk så eller hørte omkring sig.

Koncerten begynder, før musikken spiller
For Forever Still handler skolekoncerterne dog ikke kun om det, eleverne får med sig.

”En stor del af at spille skolekoncerter er at lære at tale med de unge. Jeg synes, vi lærer rigtig meget af at kommunikere med dem,” siger bassist Mikkel Haastrup.

Forever Still bliver på langt de fleste skoler mødt af elever allerede fra det sekund, de ankommer til skolen. Nogle steder er eleverne en aktiv del af koncertens afvikling gennem skolens KulturCrew, hvor de blandt andet hjælper med at få det praktiske omkring koncerten til at fungere.

”Oplevelsen starter jo for alle i det, vi træder ind på skolen. Og modsat os synes eleverne jo heldigvis, det er det vildeste at få lov til at slæbe vores udstyr,” fortæller Mikkel Haastrup med et smil.

For Forever Still er det derfor ikke kun de 45 minutter på scenen, der er vigtig. Det er hele mødet.

Sidder du som musiker, og har også lyst til at opleve det møde? Så skal du søge om at komme på skolekoncertturné for LMS. Læs meget mere her og søg inden den 15. oktober klokken 12.

Er du i tvivl? Så kan du blive klogere på LMS’ skolekoncertordning og selve ansøgningsprocessen til webinar torsdag den 17. september kl. 15.00–16.00.

På webinaret ”Spil skolekoncerter for LMS” fortæller LMS’ seniorkonsulent Jesper Gottlieb om ordningens baggrund, koncertformatet og de praktiske rammer. Han fortæller også, hvad fagudvalget lægger vægt på, når de vurderer produktionerne, og skulle der være spørgsmål til ansøgningssystemet, kan du også stille dem her.

Webinaret foregår HER, og du behøver ikke tilmelde dig på forhånd.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Modtag vores nyhedsbrev