De brølende 20'ere er tilbage
LMS sætter swingmusik på skoleskemaet med nyt digitalt undervisningsmateriale.
Når Signe Juhl Jensen og resten af The Swinging Sisters er ude og optræde for skoleelever landet over, foregår det med klang, temposkift og følelse. Gruppen, der består af tre sangerinder og guitarist Bo Møller Petersen, spiller nemlig – som navnet antyder – swingmusik, og dét er en stilart, der kræver masser af indlevelse fra både musikere og tilskuere.
“Overfor eleverne taler vi meget om, at det særlige ved swing er swing feeling. Altså den specielle rytmefornemmelse, der opstår, når man spiller noget i swing,” siger Signe Juhl Jensen.
I samarbejde med LMS har The Swinging Sisters været med til at producere hele to ud af de i alt fem nye digitale undervisningsmaterialer, som udkom på lms.dk i starten af 2023. Ét af disse materialer har fået navnet “The Swinging Sisters og Jutlandia i Swing”, og idéen bag materialet er at give elever i mellemtrinnet en introduktion til swing, der er en underart af genren jazz.
“I materialet demonstrerer vi for eleverne, hvordan Kim Larsens pophit “Jutlandia” ændrer sig, når den laves om til swing. Vi viser, hvordan sangen får en helt anden rytme og vibe,” siger Signe Juhl Jensen.
Når The Swinging Sisters er på skoleturné, optræder de ellers sjældent med poppede klassikere men derimod med klassiske swingnumre fra 1920´erne og 30´erne som “Mister Sandman” og “Heebie Jeebies”. Ifølge Signe Juhl Jensen er der dog en særlig grund til, at gruppen i det nye undervisningsmateriale har valgt at tage udgangspunkt i en nyere - og noget mere kendt - popsang.
“Det kan som regel tælles på én hånd, hvor mange elever i en klasse der har stiftet bekendtskab med swingmusik, inden de hører vores materiale. Vi tog altså udgangspunkt i Jutlandia for at referere til noget, som eleverne kender i forvejen, og som de så kan høre på en ny måde,” fortæller Signe Juhl Jensen.
100 år med swingmusik
Swingmusikken opstod i USA i 1920'erne og 30'erne. Jesper Gottlieb, der er studielektor i Musikvidenskab (AU) og seniorkonsulent hos LMS, fortæller, at swing i sin spæde start primært blev spillet af store big bands. Efterhånden som stilarten blev mere og mere udbredt, begyndte mindre grupper – ledet af eksempelvis danske Leo Mathisen – så også at spille swingmusik.
“Fra 1920'erne og frem til slutningen af 1940'erne var swing en af de mest dominerende og populære musikalske stilarter. Det var musik, man hørte i radioen, og det var musik, man dansede til,” siger Jesper Gottlieb.
I løbet af de knap 100 år, swing har eksisteret, har utallige musikere taget stilarten til sig og også draget inspiration fra swing til at udvikle nyere genrer som jive og rock’n’roll. Og til trods for at storhedstiden for den klassiske swingmusik for længst er forbi, findes der stadig mange eksempler på musikgrupper, der, ligesom The Swinging Sisters, spiller swing.
“Med musikken er det altid sådan, at selvom der sker noget nyt, så har den det med at gå i cirkler. Vi spiller jo eksempelvis stadig Bach og Beethoven, selvom det er flere hundrede år gammelt, og sådan vil det også være med swing,” siger Jesper Gottlieb.
Swingmusik er også for børn
Selvom swing stadig lever i musikalske kredse, er jazzgenren generelt stærkt underrepræsenteret blandt den musik, der udgives til børn i dag. Det undrer Jesper Gottlieb.
“Rigtig meget af den musik, der bliver lavet til børn i dag, er pop – og det er jo fint nok. Men især yngre børn rejser sig bare op og begynder at danse, hvis de hører swingmusik. Swingrytmen taler til kroppen, så swing er i virkeligheden helt oplagt som børnemusik,” siger Jesper Gottlieb.
Signe Juhl Jensen er enig.
“Når vi er ude og optræde, fornemmer jeg på eleverne, at de bliver smittede af den spille- og syngeglæde, som swingmusikken har. Det er som om, musikken går i kroppen på børnene, og de får lyst til at danse til det,” siger Signe Juhl Jensen.
Materialeproducent Jesper Gottlieb understreger, at der hos Levende Musik i Skolen er et klart fokus på, at der skal være stor diversitet i udvalget af musikalske genrer - både til skolekoncerterne og i det undervisningsmateriale, der produceres.
“Jazz er ikke en naturlig del af sendefladen mere. Måske har børnene hørt lidt af den slags musik i tegnefilm, men ellers møder de det ikke så meget, og netop derfor er det vigtigt, at vi hos LMS præsenterer det på skolerne og i undervisningen,” siger Jesper Gottlieb.
Har du lyst til at bruge “The Swinging Sisters og Jutlandia i Swing” eller et af de andre digitale undervisningsmaterialer i din undervisning, så finder du dem HER.