Grønlandske Tarrak rapper med et skarpt samfundskritisk blik; om at være ung, om fordomme, om tabuer og om at tage magten over sin egen fortælling. Tarrak er på kort tid blevet en af de mest markante stemmer blandt den unge generation af grønlændere, som arbejder med at redefinere deres nationale identitet i et samfund, hvor den danske kolonipolitik stadig i dag trækker dybe spor.
Tarrak har udgivet to albums, og arbejder på sit tredje. Han udgav i 2023 tre singler hvoraf den ene var et samarbejde med Suspekt.