KulturCrew klar til festival
Når Silkeborg i september byder velkommen til LMS Festival 2025 er det med et toptunet KulturCrew, der allerede nu har fundet den fælles puls.
I februar mødte 90 elever fra 9 forskellige skoler i Silkeborg Kommune op i Kedelhuset i Silkeborg, iført nye, ens KulturCrew-t-shirts. Her skulle de igennem en dag fyldt med danse fra Østeuropa, reggae, skriveøvelser, promillebriller og præsentationsteknik, som led i opstarten på Silkeborg Kommunes splinternye KulturCrew. De mange elever skulle på dagen finde deres fælles puls, så crewet til september er klar til at samarbejde om at løse og løfte forskellige opgaver til LMS Festival.
“Jeg valgte at melde mig til KulturCrew, både for det sociale, men også for at lære nogle nye ting,” fortalte en af dagens deltagere, Benjamin Østerdal Hansen, der går i 5.B på Dybkærskolen.
Inden dagens planlagte workshops i præsentationsteknik, journalistik og OL i samarbejde kunne gå i gang, skulle isen brydes mellem de ni, for hinanden fremmede, KulturCrews. Det stod LMS-musikerne Ann-Mai-Britt Fjord og Henrik Bredholt for med fællesdans akkompagneret af harmonika og sopransax. På blot en halv time fik de 90 elever danset sig tættere ind på hinanden, og de var derefter klar til at tage hul på de forskellige workshops.
“Det var hyggeligt med dansen og musikken i starten, fordi man kom lidt i gang og lærte hinanden bedre at kende,” lød det fra Mathilde Lund Sørensen, der går i 7.B på Sølystskolen.
Workshops med formål
På workshopsene var skolerne blandet godt sammen, så hvert crew var sikre på at komme hjem med de forskellige kompetencer, når dagen var forbi.
I de fire workshops lærte eleverne at lave gode præsentationer, samarbejde, interviewe, håndtere nervøsitet og skrive levende tekster. Alt sammen fordi de, når de skal arbejde som KulturCrew på skolerne, skal samarbejde om at få skolekoncerterne til at spille bedst muligt ved at bære udstyr, hjælpe med at stille op og pakke ned, være gode værter, præsentere musikerne og lave pr for skolekoncerterne. Og når festivalen i Silkeborg løber af stablen d. 22.-24. september, skal de som et samlet crew være værter på spillestederne, præsentere koncerterne og skrive LMS Festivalavis.
Test af de nyerhvervede evner
Allerede på dagen fik elever fra præsentationsteknik og journalistworkshoppen vigtige KulturCrew-opgaver. Der skulle nemlig afholdes en stor skolekoncert med LMS-gruppen Total Hip Replacement for KulturCrew-eleverne og 95 musikvalgholds-elever som afslutning på dagen. Her skulle tre elever fra præsentationsteknik vise, hvad de havde lært på workshoppen, ved at indtage scenen og byde velkommen til koncerten. Nervøsiteten kunne mærkes, men båret af opbakningen fra både workshopholdere, lærere og klassekammerater klarede det nyudklækkede KulturCrew det og fik stor ros og klapsalve fra band og publikum inden koncerten gik i gang.

Efter en koncert fyldt med klap og dans fra publikum, skulle syv elever fra journalistholdet på scenen og lave et liveinterview med Total Hip Replacement foran publikummet af både kendte og ukendte jævnaldrende. Eleverne havde på forhånd nøje udvalgt deres spørgsmål, hvor ét lød “Hvorfor valgte I navnet Total Hip Replacement?”. Til det kom svaret:
“Da vi skulle spille vores første koncert i sin tid, havde vi faktisk ikke et navn endnu. Men så kiggede en fra bandet i en lægebog, hvor operationen “Total Hip Replacement” stod, altså en total hofteprotese, hvor man får skiftet en hofte. Det, synes vi, var meget passende, fordi vores musik lægger op til, at man skal danse så vildt, især med hofterne, at man jo må få brug for sådan en operation bagefter,” fra Carl West Hosbond, guitarist i Total Hip Replacement.
“Det var spændende at stille bandet spørgsmål, det var lidt ligesom en stor fremlæggelse foran hele publikum,” fortalte en af journalistspirerne, Abbas Sayed Sadat fra i 7.B på Sølystskolen.
Festivalen er i trygge hænder
Alt i alt en vellykket dag, både at dømme efter de tilfredse miner fra LMS’ udsendte KulturCrew-medarbejdere, og de mange trætte, men glade elever, som til sidst strømmede ud af Kedelhuset.
"De nye KulturCrew-elever fra Silkeborg gjorde det helt forrygende. De gik til workshopsene med masser af engagement og dygtighed, og de udvalgte elever fra præsentationsteknik og journalistik løste deres opgaver med imponerende mod og selvtillid. Der er slet ingen tvivl – festivalen er i de helt rette hænder med dette stærke KulturCrew," siger Mads Mølbach, projektkoordinator hos LMS.
I løbet af foråret vil eleverne træne deres nytilegnede evner som KulturCrew på hver deres skoler, så de i efteråret er klar til at tage imod det store rykind af gæster fra hele landet, når Silkeborg slår dørene op til LMS Festival 2025.
Husk, du allerede nu kan sikre dig en billet til festivalen på lmsfestival.dk/tilmelding.