16. september 2026

KulturCrew klar til showcase

Når LMS Showcase om to uger løber af stablen i Helsingør, er det med et toptunet KulturCrew, der er klar til at løse dagens vigtige opgaver.

Knap 100 elever fra ni skoler i Helsingør Kommune mødtes i går på spillestedet Toldkammeret for at blive klar til deres rolle som KulturCrew under LMS Showcase og YAMsession den 28.-30. september.

Her skal de være værter på spillestederne, præsentere musikere på scenen foran publikum og arbejde som journalister. Eleverne blev til workshop-dagen i går delt op efter deres forskellige roller, så de kunne arbejde målrettet med de opgaver, de hver især skal løse under LMS Showcase og YAMsession.

Elever prøver kræfter med journalistikken

KulturCrew-journalisterne blev klædt på til arbejdet med showcasens egen avis, LMS Tidende. LMS’ to journalistpraktikanter Morten Klemmensen og Marius Hammelsvang er redaktører for avisen og står for et undervisningsforløb frem mod showcasen, hvor eleverne over fire undervisningsgange bliver introduceret til, hvordan man arbejder som journalist.

”Vi havde en god dag i går, hvor KulturCrew-journalisterne fik prøvet kræfter med forskellige interviewøvelser. De fik blandt andet interviewet de to KulturCrew-elever, der skal være værter ved åbningen af showcasen, og de fik øvet sig i at lave voxpop. Det er skønt at se, hvordan de uden tøven springer ud i ting, de ikke har prøvet før,” siger Morten Klemmensen.

Præsentationer skal sidde i skabet

De elever, der skal præsentere musikerne på scenen under LMS Showcase og YAMsession havde inden den fælles kursusdag fået at vide, hvilke grupper de skal præsentere. I går var det derfor tid til at gøre præsentationerne helt færdige, øve dem og få styr på, hvordan man indtager scenen og får publikum med sig.

For de elever, der har fået værtsrollen, er opgaven under LMS Showcase en anden. De skal tage imod musikere og publikum på spillestederne, sørge for, at der er rart og ordentligt og hjælpe med de mange ting, der skal gå op, når koncerterne skal afvikles. Derfor stod programmet i går på samarbejdsøvelser, hvor eleverne skulle træne at arbejde sammen og finde løsninger i fællesskab.

”Eleverne har nu fået mulighed for at træne de konkrete opgaver, de skal løse under LMS Showcase og YAMsession, og de står meget stærkt sammen som hold. De er klar til at tage deres roller på sig og løfte i flok,” siger Mads Mølbach, KulturCrew-koordinator hos LMS.

Så giv dem et smil og en highfive, når du møder de seje KulturCrew elever rundt omkring i Helsingør til LMS Showcase og YAMsession om to uger.

Læs mere om KulturCrew HER

Læs mere om LMS Showcase og orienter dig i programmet HER

Modtag vores nyhedsbrev