Levende musiktilbud til friskoler og privatskoler
LMS åbner med en ny kampagne portene for endnu et publikum: Elever på landets friskoler og privatskoler.
Sidste år tog LMS med en charmeoffensiv i efterskolelandskabet hul på indsatsen over for andre skoleformer end den kommunale grundskole. Dette forår er turen kommet til landets ca. 600 friskoler og privatskoler, som via en målrettet kampagne bliver gjort opmærksom på, at LMS Skolekoncerter i dén grad også er til for dem.
Små 100 af skolerne har allerede en koncertaftale med LMS, men der er stadig lang vej igen, før alle 150.000 børn og unge i privatskoler og friskoler får koncerter på skemaet.
“Vores opgave er som bekendt at nå ud til alle grundskoleelever, og vi er glade for nu at kunne tilbyde fri- og privatskolerne aftaler, så ingen børn bliver snydt. Med den nuværende finanslovsbevilling og driftstilskud fra Statens Kunstfond kan vi ovenikøbet tilbyde koncerterne med markant statsstøtte og til ens, lav pris, uanset hvor i landet skolen ligger, så vi synes selv, det er svært at sige nej til,” fortæller Gitte Abildtrup, direktør i LMS.
Derfor er en kampagne sat i søen bestående af SoMe-annoncer, direct mails, annonce og artikel i magasinet ‘Frie Skoler’ og derudover gode gammeldags samtaler i LMS’ stand ved den seneste fagmesse for lærere, LÆRFEST.
“Med denne indsats håber vi, at endnu flere får øjnene op for, at levende musikoplevelser af høj kvalitet og de tilhørende undervisningsmaterialer ikke bare udvider elevernes kulturelle og musikalske horisont, men også fremmer trivsel, dannelse, fællesskab og læring. Og så selvfølgelig at de vælger koncerterne til,” siger Gitte Abildtrup.
LMS ønsker at takke følgende for hjælp og sparring:
Arne Pedersen, Mikkel Hvid, Feldballe Friskole og Børnehus, Ingrid Jespersens Gymnasieskole (grundskolen), Frie Skolers Lærerforening, Dansk Friskoleforening, Danmarks Private Skoler, Lilleskolernes Sammenslutning, Foreningen af Kristne Friskoler.