Hurra: LMS Skolekoncerter vedtaget i København
Efter en stor indsats fra mange aktører har Københavns Kommune netop vedtaget budgetforlig, som sikrer LMS Skolekoncerter til alle folkeskolelever fra 0. til 9. årgang.
Fra 2023 vil Københavns Kommunes børn og unge få professionelle koncerter på skemaet. Dette blev besluttet fredag, hvor et bredt flertal indgik budgetforlig.
Direktør for Levende Musik i Skolen, Gitte Abildtrup, jubler over udsigten til at indlemme 41.000 københavnske grundskoleelever i koncertordningen:
“Vi har armene over hovedet, kan jeg godt afsløre. Det er en lykkelig udgang på en lang proces, hvor flere parter – både politikere og stærke skole- og kulturkræfter i København – har været med til at få sat Levende Musik i Skolen på dagsordenen. Beslutningen binder en fin sløjfe på et godt år set med LMS-briller. Tidligere i år har kommunerne Ringkøbing-Skjern, Frederikshavn, Kolding og Holstebro nemlig også indgået aftale om at abonnere på LMS Skolekoncerter, så vi er ovenud tilfredse,” siger Gitte Abildtrup fra Levende Musik i Skolen.
Forslaget blev på forhånd bakket op af flere aktører, og i sidste ende var det gruppeformand og medlem af Økonomiudvalget Christopher Røhl Andersen fra Radikale Venstre, som fik det med i det endelige budget. Han begrunder sin opbakning til LMS Skolekoncerter således:
“For os er det en klar politisk prioritering, at kulturen skal tættere på børnene. En af ambitionerne for os i Radikale Venstre ved at drive borgmesterområdet for kultur og fritid er at gøre København til børnenes kulturhovedstad. Skolekoncerterne er et oplagt initiativ, der skal fordre nysgerrigheden for Københavns børn. Vi håber, at det kan blive først skridt i en større udvikling mod et stærkere musiktilbud til børnene. Det er nemlig vigtigt, at de tidligt får den gode musikoplevelser helt tæt på, så det kan følge dem resten af livet enten som gæster til koncerter, amatørmusikere i øvelokalet eller musikere på scenen.”
Københavns Kommune melder sig med sin tilslutning til Levende Musik i Skolens koncertordning ind i en stor klub, da der i forvejen er 67 kommuner, som har tegnet kontrakt med det nationale kompetencecenter. Med København ombord er LMS og Koncertløftet nået et godt skridt nærmere at opnå den nationale vision om en årlig koncert til alle grundskolebørn.
“Vi glæder os til at opbygge en stærk struktur i København, hvor vi sammen med lokale kultur-aktører og selvfølgelig skolerne vil skabe synergi og sammenhængskraft, så koncertordningen bliver både bæredygtig og langtidssikret. Vi er allerede godt i gang med at opbygge netværk af lokale, regionale og nationale aktører, så selvom det er en stor mundfuld at udvide vores ordning med mere end 10% ekstra børn på publikumspladserne og tilsvarende 10% ekstra koncerter, har vi ro i maven og ser bare frem til at få detaljerne på plads, så vi kan trykke på start-knappen,” lyder det begejstret fra LMS-direktør Gitte Abildtrup.
Det nye budgetforlig blev præsenteret fredag den 9. september af Københavns Borgerrepræsentation. Forliget er indgået af partierne Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, og forligsparterne kalder aftalen for “En ny retning for København”. En del af denne nye retning er altså, at Københavns folkeskoleelever fra 0-9. klasse skal sikres mindst én koncertoplevelse om året. Der afsættes 0,8 mio. kr. i 2023 og 1,8 mio. kr. årligt i 2024-2026 til deltagelse i ordningen.