3. juni 2022

Nye fagudvalgs-medlemmer klar til at spidse ører

Tak til alle ansøgere! De tre nye medlemmer til LMS’ fagudvalg er fundet.

Levende Musik i Skolen sammensætter hvert år et nyt program med grupper og solister, som skal varetage opgaven at bringe levende koncertoplevelser ud til landets grundskoleelever.

Helt konkret foregår udvælgelsen af kunstnere i et uafhængigt fagudvalg bestående af seks fagpersoner med baggrund i musik og musikformidling. Hvert år skiftes to af disse ud, og hvert medlem sidder i alt tre år.

I år var der helt ekstraordinært brug for tre nye ansigter, og derfor var det stærkt tilfredsstillende, at ekstraordinært mange og dygtige personer valgte at søge om at blive medlem.

Men inden vi når til afsløringen af de nye medlemmer, er det helt på sin plads at tage behørig afsked med Julie Kjær, konservatorieuddannet saxofonist, fløjtenist, sanger, komponist, arrangør, underviser m.m., Anders Graae Lauritzen, konservatorieuddannet guitarist, sangskriver og underviser m.m. og endelig Mette Spange Albertsen, konservatorieuddannet musiklærer, folkeskolelærer og læringskonsulent. Stor tak til alle tre for deres dybt engagerede indsats!

Og så til præsentationen af de nye kræfter.

Susanne Skov, klassisk sanger, pianist og musikpædagog med over 30 års erfaring som udøvende musiker og underviser. Besidder stor faglig indsigt i den klassiske musikgenre, men også et bredere genrekendskab og en indsigt i folkeskolens musikundervisning og uddannelse.

"Jeg har valgt at søge ind i LMS´ fagudvalg, da folkeskolen for mig er et vigtigt og levende kulturrum, hvor musikken bør indgå som en del af hverdagen, og det musikalsk kunstneriske niveau kan løftes i mødet med den professionelle musik. Som udøvende professionel musiker og formand for Læreruddannelsens musiklærerforening vil jeg gerne bidrage til udviklingen af samarbejdet mellem LMS og folkeskolens musikundervisning med fokus på elevernes musikalske læring og kulturelle dannelse," siger Susanne Skov.

Thomas Eiler, konservatorieuddannet trommeslager, musiker i avantgardejazz-gruppen SVIN under kunstfondens arbejdslegat “Den Unge Kunstneriske Elite”, underviser på konservatoriet og i musikskole, koncertarrangør m.m. Har turneret intensivt i LMS-regi.

"Gennem de sidste fem års LMS-turnéer har jeg og de øvrige medlemmer i bandet SVIN oplevet stor personlig og professionel udvikling i mødet med elever rundt omkring i landet. Vi har fået udvidet vores pædagogiske og didaktiske formåen i arbejdet med at nå ind under huden på det unge publikum, og vi har lært vigtigheden af en stærk formidlingsmæssig profil. Denne erfaring vil jeg bruge til at udpege de kunstnere i ansøgerfeltet, som netop har en sådan profil eller et klart ønske om og potentiale til at udvikle sig i samarbejde med koncertproducenten," siger Thomas Eiler.

Johanne Andersson, konservatorieuddannet klassisk cellist og underviser, indgår bl.a. i strygerensemblet Who Killed Bambi, som har indspillet og optrådt herhjemme og i udlandet med en lang række markante solister.

"Jeg har selv som musiker tilknyttet LMS oplevet, hvor kæmpe stor en forskel LMS gør ude på skolerne rundt om i landet [ved] at sikre, at alle børn og unge får lov til at komme helt tæt på musikken og på de mennesker, der spiller den. At de får lov at opleve ægte, levende musikere, der spiller på ægte instrumenter, og som har dedikeret deres liv til musikken. Det sætter spor," skriver Johanne Andersson.

Et rungende velkommen til de tre nye medlemmer! Vi ser frem til et konstruktivt samarbejde. Ja, det er faktisk allerede sat i gang i form af indledende mødeaktivitet. Den første ægte arbejdspukkel kommer til efteråret, hvor der fra 1. september til 15. oktober åbnes for ansøgninger fra musikere, der vil på LMS-turné.

Se hele fagudvalget HER!