15. august 2022

Ny sæson, nye magiske møder

LMS går ind i nyt skoleår med stor opbakning til arbejdet for levende musik til alle grundskoleelever.

Med Gitte Abildtrup i spidsen som nyudnævnt direktør går Levende Musik i Skolen nu for alvor til stålet. Alle elever i grundskolen skal opleve en årlig, professionel skolekoncert gennem hele skoletiden.

“Vi ved, hvor vi skal hen – nemlig ud til alle – og vi ved hvordan. Nøgleordet er samarbejde. Samarbejde med kommuner, skoler, kultur- og musikskoler, spillesteder, landsdelsorkestre og så videre,” lyder det energisk fra Gitte Abildtrup, som glæder sig til at komme ud over stepperne.

Med penge i ryggen fra Statens Kunstfond og en stor pulje på finansloven, er det LMS’ opgave inden 2025 at sikre, at alle grundskoleelever modtager et årligt koncerttilbud enten fra LMS selv eller en anden af de professionelle spillere i musiklivet.

“Virkeligheden og behovene er forskellige fra kommune til kommune, og derfor er vi blevet gode til at skabe individuelle tilbud, som i vid udstrækning benytter sig af de ressourcer og kapaciteter, der allerede er til stede i den enkelte kommune eller landsdel,” forklarer hun.

Om omdrejningspunktet for indsatsen er en gruppe aktive musiklærere, en (kultur)skoleleder eller kommunens skole- eller kulturforvaltning er således underordnet.

“Alle, der kan se en mening i at sikre eleverne disse årligt forekommende, magiske kulturoplevelser, er vores potentielle partnere. Vi glæder os til at arbejde på at skabe nye relationer i de resterende godt tyve kommuner, som endnu ikke er med i LMS’ koncertordning – og selvfølgelig også til at fortsætte samarbejdet alle de steder, vi allerede er godt i gang,” siger Gitte Abildtrup.

Opbakningen til visionen og arbejdet er stor. I musiklivet bakker både fagforbund, genreorganisationer, spillesteder, orkestre og ensembler op, fra politisk side er blandt andet kulturministeren medspiller, og fra kommunalt hold og i skoleregi er begejstringen også udtalt.

Mød et udvalg af de mange stemmer i LMS’ nye præsentationsvideo her: