9. juni 2023

KulturCrew-journalister varmer op til festival

LMS har sammensat egen avisredaktion i Holbæk før efterårets LMS Festival. Journalisterne er KulturCrew-elever fra 6.-7. årgang, som i dag holder generalprøve ved lokal festival.

KulturCrew, et koncept skabt af Levende Musik i Skolen og Teatercentrum, handler om at give børn og unge mulighed for at afprøve kulturelt iværksætteri, så de kan medvirke til at give kunst og kultur en hovedrolle ude på deres egne skoler via planlægning og afvikling af kulturarrangementer.

Det går glimrende i spænd med Holbæk Kommunes målsætninger på området, og derfor har seks dedikerede elever fra skoler i Holbæk Kommune i den forløbne uge gennemgået et KulturCrew journalist-forløb, som udstyrer deltagerne med basale journalistiske og kommunikative færdigheder. 

De seks elever – Anders Cordua, Oliver Rasmussen og Rose Frydland-Raun fra Tuse Skole, Uma Grove fra Absalonskolen samt Thilde Godthaab og Clara Wisbech fra Jyderup Skole – er nu ganske fortrolige med begreber som idéudvikling, research, kildetyper, interview, spørgeteknik og kildekontrakt.

Hanne Hellisen, journalist hos Holbæk Kommune, og Katrine Kynde fra kommunikationsafdelingen hos LMS står for undervisningen. Sidstnævnte er imponeret over elevernes ildhu:

“De er nysgerrige, skarpe og åbne. Selvom de ikke har prøvet at skrive deciderede artikler før, har de kastet sig frygtløst ud i arbejdet. Det er blevet til mange fine produkter, og flere gange har eleverne endda tilføjet yderligere til produkterne end det, opgaven lagde op til. Det er vildt fedt, at de er så ivrige og lærenemme,” siger Katrine Kynde.


Journalistiske færdigheder i praksis

De spirende reportere har straks taget de nye redskaber i brug i forbindelse med Holbæks egen kulturfestival SKVULP, der finder sted i disse dage. Programmet har foruden målrettet undervisning i journalistik budt på ekskursion til avisredaktionen hos Nordvestnyt i Holbæk, hvilket denne onlineartikel vidner om.

De unge journalister har endda kastet sig ud i at dække Ungefolkemødet til Skvulp-festival i samarbejde med Nordvestnyt, som efterfølgende udgiver elevernes festivalartikler og voxpops på deres hjemmeside og Facebook.

Ungefolkemødet rummer masser af relevant stof at skrive hjem om i form af talks, debatter, koncerter og filmfremvisninger med fokus på emner som ‘digitale krænkelser’, ‘unge og sorg’ og klimakrisen.

Hele forløbet fungerer som sagt som en slags generalprøve før efterårets LMS Festival 2023, hvor det unge reporterteam kommer til at stå for årets festivalavis. Har du husket at booke din plads til årets festival, kan det være,  det er dig, der bliver interviewet til avisen – lmsfestival.dk/tilmelding