13. juni 2024

Esbjerg genoptager LMS-koncerter

Casper Mikkelsens Dejlige Jazzband spillede i denne uge skolekoncertordningen i gang igen efter seks års pause i Esbjerg Kommune.

“Det var en stor fornøjelse at besøge Hjerting Skole Aura. Vi blev så godt modtaget, og ungerne var på fra første færd til sidste fløjt, som man siger. Virkelig vidunderlige at spille for.”

Sådan beskrev musiker Casper Mikkelsen selv skolekoncerten med ‘Casper Mikkelsens Dejlige Jazzband’, efter indskolingseleverne på Hjerting Skole Aura var blevet taget med ind i jazzens og trommernes historie. Koncerten er første skolekoncert efter seks års pause fra LMS – og at ordningen nu er tilbage, er i den grad godt nyt ifølge leder hos Esbjerg Kulturskole, Inger Moltesen Fogh.

“Det er en måde at bringe kulturen ud til børnene og give dem nogle fælles, alsidige oplevelser med en bred genre af musik. LMS giver gode og bearbejdede kulturoplevelser, som skaber nysgerrighed på verden,” siger Inger Moltesen Fogh, Kulturskoleleder hos Esbjerg Kulturskole.

Inger Moltesen Fogh deltog også til koncerten sammen med Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen. Deres deltagelse vakte stor glæde hos Casper Mikkelsen, der selv bor i Esbjerg.

“Der skal lyde en stor ros til både kulturskolelederen og borgmesteren. Både for at tage turen ud på skolen, men især også for at være 100% nærværende under koncerten og blive hængende efter koncerten til en snak,” siger Casper Mikkelsen.

Musikgruppen selv fik også rosende ord med på vejen fra både elever og lærere på Hjerting Skole.

"Der var skønne og sjove fortællinger i både ord og tone. En dejlig energi, der fangede vores elever på fortryllende vis og introducerede dem til jazzens verden. Det var et godt eksempel på, når dannelse og uddannelse går op i en højere enhed. Denne morgenkoncert var den første af mange gode, som vi glæder os til her på Hjerting Skole, hvor vi prioriterer musik og sang højt," siger Pernille Toft Thuesen, pædagogisk leder på Hjerting Skole.

Det var budgetbesparelser, der i 2018 førte til en pause i samarbejdet, men nu har Esbjerg Kommune igen mulighed for at tilbyde koncerter for elever i 5.-10. klasse de næste tre år. Flere skoler har desuden valgt at tilkøbe koncerter til deres yngste klasser.

Et glædeligt gensyn

Som en del af Koncertløftet arbejder LMS for, at alle landets børn skal opleve mindst én koncert hvert år. Det sker pt. i 70 af landets kommuner, og det vækker stor glæde hos LMS, at Esbjerg Kommune nu vender tilbage i folden.

“Vi er rigtig glade for, at Esbjerg Kommune har fundet en løsning, og vi derfor kan genoptage samarbejdet. Vi glæder os til at igen at kunne bidrage til mødet med den levende musik til børn og unge i Esbjerg,” siger Gitte Abildtrup, direktør hos Levende Musik i Skolen.

Også hos skolerne er nyheden om skolekoncerternes tilbagevenden blevet modtaget meget positivt, fortæller Inger Moltesen Fogh.

“Der har kun været ren begejstring. Det er skoler, der husker, hvordan det er at have skolekoncerter, så de ved, hvad de går ind til, og de ved, at der ingen nitter er med LMS’ brede musikkatalog.”

Koncerten på Hjerting Skole Aura blev dermed startskuddet på den nye 3-årige kontrakt mellem Esbjerg Kommune og LMS.

“Det er så dejligt, at Esbjerg igen er med. Alle børn har fortjent et rigt udbud af kulturelle oplevelser i deres opvækst, blandt andet gennem folkeskolen,” afslutter Casper Mikkelsen.