7. februar 2025

KulturCrew styrkes i fællesskab

Videns- og erfaringsdeling om KulturCrew var omdrejningspunktet torsdag d. 6. februar, da 23 kommunekontakter og lærere fra 14 kommuner mødtes til KulturCrew-landsmøde hos Levende Musik i Skolen.

Tilbage i 2010 udviklede Levende Musik i Skolen, Dansehallerne og Teatercentrum konceptet Kulturcrew inspireret af det norske projekt Elever Som Kulturværter. Ønsket var at give elever kompetencer, ansvar og indflydelse i forbindelse med skolens kulturelle arrangementer, blandt andet skolekoncerterne. Båret af lærere og kommunekontakter har konceptet siden vokset sig stort med i dag 36 deltagende kommuner og i alt omkring 165 crews.

23 kommunekontakter og lærere fra 14 kommuner mødte op til KulturCrew-landsmødet for at dele ud af erfaringer og modtage tips og tricks til at styrke KulturCrew i deres hjemkommune.

“Vi er glade for at mødes på tværs af landet og facilitere en dag, hvor KulturCrew-kontakterne i kommuner og skoler kan vidensdele og sparre med hinanden,” siger LMS-direktør Gitte Abildtrup.

Deltagerne kom på banen

Et væld af forskellige temaer blev vendt i dagens løb: Hvordan holder man de bedste KulturCrew fællesdage? Hvordan udvælger man et KulturCrew? Hvis KulturCrew skal stå stærkere, hvad skal vi så gøre? Hvordan skaber vi en reel medindflydelse for eleverne? Hvordan kan KulturCrew understøtte skolens arbejde med dannelse og demokratiske medborgere? Hvad siger de unge, der er vigtigt for dem? Spørgsmålene var mange, og det samme var svarene heldigvis også.

Dagen var struktureret med oplæg, refleksion, skiftende grupper og deling af de bedste pointer i plenum. Og gode pointer var der nok af:

Kunst og kultur er ikke kun for børn, men også med børn. Tillid er det vigtigste, vi kan give KulturCrew. Vælg KulturCrew på samme måde, som I vælger elevråd, for på den måde giver det prestige og anerkendelse at varetage den vigtige opgave, som det er.

Strømmen af gode idéer, erfaringer og pointer var så lang, at der knap var tid til at stoppe op til frokost, så samtalen måtte fortsætte over en sandwich.

“Jeg tog med i dag for at blive en del af netværket, og jeg har fået rigtig mange input og en masse gode idéer til, hvordan vi kan arbejde videre med KulturCrew. Det er idéer til KulturCrew-fællesdage, hvordan jeg kan forbedre mit samarbejde med skolerne, og hvad jeg skal snakke med lærerne om – blandt andet for at sikre dem opbakning fra deres ledelse,” siger Iben Høgh Grøftehauge, kommunekontakt for LMS i Horsens.

De unges stemmer

Vicki Frederiksen, kommunekontakt for LMS i Holbæk, sluttede dagen af med et vidensoplæg om de unges stemmer. Her delte hun sine erfaringer fra arbejdet med ungeinddragelse generelt og KulturCrew i Holbæk Kommune. Blandt andet om, hvordan Holbæk Kommune udvikler KulturCrews kompetencer til fællesdage, og hvordan KulturCrew kan få mere indflydelse, for eksempel gennem valget af musikgrupper.

Vicki Frederiksens erfaring er, at de unges arbejde i KulturCrew giver dem ejerskab over skolekoncerterne, og hun fremhævede til oplægget et citat fra en af Holbæks KulturCrew elever:

“Jeg har fundet ud af, at min stemme har betydning, og at jeg kan være med til at bestemme noget på min egen skole.”

Der var bred enighed om, at landsmødet var en kæmpe succes, som skal gentages igen næste år. Kontakt LMS, hvis du vil vide mere.

Tak til alle deltagerne på dagen.