LMS indtager nyt land
HeartBeat Group bragte rytmer, stomp og nærvær til Anholt Skole i anledning af den allerførste LMS skolekoncert på Danmarks mest afsides ø. Se videoen fra HeartBeat Groups tur her.
Avancerede rytmer, der blev præsenteret legende let, mens scenen blev fyldt af bodypercussion, sang, rap, teater og stomp – det var hvad eleverne på Anholt Skole fik lov til at opleve d. 4. juni, da de for allerførste gang skulle have en LMS skolekoncert.
Hos LMS er vi altid glade, når vi kommer et skridt tættere på at opnå visionen om, at alle skolebørn, uanset geografi og opvækstbetingelser, skal møde levende musik af høj kvalitet i skoletiden.
Derfor er det med stor glæde, at Norddjurs Kommunes aftale med LMS nu også omfatter den lille skole med knap 20 elever, der ligger midt i Kattegat – tre timers færgesejlads fra fastlandet.
Og netop den afsides beliggenhed kræver lidt ekstra af de musikere, der tager turen til Anholt for at spille skolekoncert. De bliver nemlig nødt til at sejle til øen dagen inden koncerten og kan først sejle retur igen dagen efter koncerten.
Den rejse tog HeartBeat Group med glæde, og de har ovenikøbet dokumenteret den til stor glæde for os andre. Se med i videoen og få et lille indblik i den intime koncert og turen til Anholt.