Nu er det nu
Levende Musik i Skolen åbner koncertsæson 26/27 med 3100 koncerter i bogen og flere på vej
På mandag den 31. august starter skolekoncert-sæsonen, og de danske grundskoler kan se frem til 97 koncerter allerede i den første uge, og inden efterårsferien vil 925 koncerter have fundet vej til aulaer og gymnastiksale.
“Vi har glædet os meget til sæsonstart. Det er rigtig vigtigt for os i LMS, at eleverne oplever det levende møde med musikken og mærker det samvær, som koncerterne og det musikalske rum tilbyder. I år har vi fast aftale med rekordmange kommuner, nemlig 76 og herudover har vi foreløbig løssalgskoncerter i yderligere 7 kommuner – men vi arbejder selvfølgelig på at få de sidste 10 kommuner med på årets koncert-landkort, så vi når ud til flest muligt børn og unge” siger direktør for LMS Gitte Abildtrup.
I alt afholdes koncerterne i september på knap 500 forskellige skoler og spillesteder i 76 af landets kommuner. Alene sæsonens første dag vil blandt andet byde på freestylerap på skoler i Frederiksværk, folkemusik-overraskelse for børnene på Anholt og heavy akkompagnerede headbanginglektioner til eleverne i Viborg. Alle koncerter følges af et undervisningsmateriale, så lærere og elever kan være godt klædt på til oplevelsen.
“Vi arbejder altid med at tilbyde en musikalsk mangfoldighed, og en genrebredde som eleverne kan spejle sig i, så de får oplevelsen af at være sammen om det fælles tredje. Målet med koncerterne er at give eleverne en fællesskabsfølelse, men også at inspirere dem til selv at spille og skabe musik. En god koncert åbner op for dialog, refleksion, undren og erkendelse, selv hvis man måske ikke kendte genren eller synes det var ens favorit,” forklarer Gitte Abildtrup.
Er du nysgerrig på, hvad dit barn eller din klasse skal se i dette skoleår? Så gå på opdagelse i skoleårets over 3000 koncert på lms.dk/find-koncert