23. maj 2022

Sæson 2022-23 klappet og klar

Igennem flere uger har Levende Musik i Skolen arbejdet solen sort for at klargøre næste sæsons materialer og koncertplaner. Nu er vi i mål, og samtlige koncerter, musikgrupper og undervisnings-materialer til 2022-23 er at finde på hjemmesiden.

Skolerne i det ganske land kan efterhånden se en ende på skoleåret 2021-22. Det betyder samtidig, at næste sæson tårner sig op i horisonten, og at det nu er muligt at begynde arbejdet med at flette LMS-koncerter og tilhørende undervisningsmaterialer ind i årsplanerne.

Alle skoler, som har aftale med Levende Musik i Skolen, kan nu logge ind på hjemmesiden og finde informationer om næste skoleårs koncerter. En af de nye kunstnere fra denne sæson er Nanna Bech, som du kan møde i denne video.

Videoen er samtidig et eksempel på LMS’ undervisningsmateriale – i dette tilfælde rettet mod faget dansk.

Skærmbillede NANNA small


LMS’ omfattende undervisningsmaterialer kan som altid downloades gratis. I materialerne kan man som skole få inspiration til, hvordan man kan forberede eleverne til skolekoncerten. Materialet fungerer således som supplement til skolekoncerterne på de enkelte skoler og kan være med til at “forlænge” koncertoplevelsen.


Se musikgrupperne på lms.dk/find-kunstner, hvor du også finder både materiale og eventuelle lydfiler – og få et samlet overblik over alle næste sæsons koncerter på lms.dk/find-koncert!