18. april 2013

Festivalnavne offentliggjort

I dag offentliggør Roskilde Festivalen sommerens musikprogram, og LMS vil ikke holde sig tilbage, så her er navnene til Musik i Tide Festival 2013.

Når LMS og Næstved Kommune den 6.-8. oktober i år slår dørene op for årets Musik i Tide Festival, blive det med et tætpakket musikprogram. Hele 43 professionelle musikgrupper er nu booket ind til at spille skolekoncerter, mens yderligere seks grupper kommer på programmet til det nye initiativ "Musik På Vej", hvor man gennem musikalske eksempler og dialog med grupperne kan få indtryk af nogle nye skolekoncerter, som foreløbig endnu ikke er helt færdigproducerede. På festivalens hjemmeside er det nu muligt at se listen over musikgrupperne, mens det først senere offentliggøres hvilke grupper, der spiller til Musik På Vej og også hvilke grupper, som spiller på Kamæleon Festivalen, der afholdes som optakt til skolekoncertfestivalen søndag den 6. oktober. Se grupperne her Det samlede program for, hvilke grupper, der spiller hvornår, vil blive lagt på siden senere i foråret, men allerede nu er det muligt at tilmelde sig festivalens mange aktiviteter som kurser, konference, frokoster, overnatning og selvfølgelig den store festmiddag. Der er tilmeldingsfrist på de første arrangementer allerede i juni, og med begrænsede pladser til en del af arrangementerne anbefaler LMS, at interesserede allerede nu går ind og tilmelder sig. Gå til tilmelding