26. februar 2019

Nyt sprudlende koncertkatalog

Etnisk hjemmebryg, opera med glimt i øjet og verdensmusik møder Cirkeline – genrerne er fantasifulde og talrige.

Når skolescenerne i sæson 2019-20 befolkes med topprofessionelle, turnerende musikgrupper, kan eleverne rundt i hele Danmark opleve 21 nye, veltilrettelagte produktioner og 83 grupper, der allerede har spillet én eller flere sæsoner for LMS. I denne ombæring har LMS modtaget ansøgning fra 373 musikgrupper, og fagudvalget har udvalgt grupperne. Souschef Gitte Abildtrup fra LMS fortæller, at der er stor åbenhed og nysgerrighed, når skolerne ønsker levende musik til deres børn og unge. “Mange lærere vil heldigvis gerne udfordre eleverne med musik, som ikke umiddelbart virker genkendeligt. Vores tilbagemeldinger fra skolerne viser også, at publikum får store oplevelser med musikere, der eksperimenterer med både genrerne og formen”, siger Gitte Abildtrup. De kommende uger mødes LMS med netværket af kontaktpersoner fra skoler og kommuner til gensidig inspiration. Desuden finpudser deltagerne sæsonens turnéer, så der er sammenhæng i transport, økonomi og efterspørgsel. Tjek kataloget her