12. marts 2019

Studerende fra DJM vandt en koncertturné

Levende Musik i Skolen afholder hvert år en konkurrence om en mini-turné.

Med en koncert fyldt med poetiske lydbilleder af vand, luft, ild og jord vandt ’Ninna Morsing & orkester’ den tætte konkurrence, der fandt sted i efteråret 2018. Musikerne blev godt klædt på til formidlerrollen Tidligt om morgenen den 7. marts pakkede de fire unge musikere band-bussen og kørte mod Odder, hvor de første børn ventede. Og dagen efter kunne de mindste klasser på Frederiksbjerg Skole i Aarhus sætte sig tilrette på halgulvet og lade sig rive med af Historien om de 4 Elementer, musikernes nærvær og en smittende spilleglæde. Orkestermedlemmerne følte sig godt rustet til mødet med børnepublikummet efter sparring med producent Jesper Gottlieb fra Levende Musik i Skolen. ”Jespers feedback har været afgørende for resultatet,” siger Ninna Morsing. ”For det, han siger, virker!” Blandt andet har han insisteret på, at orkestret ikke må have noder med på scenen. Musikerne er enige om, at deres kontakt med publikum er afhængig af, at de har lært musikken og ordene 100 % udenad. Ja tak til flere skolekoncerter i fremtiden Flere end 500 børn har levet med og nydt klangen af træ, messing og glas og desuden grint forløsende ad en instrumental ’katten-efter-musen-jagt’ rundt blandt publikum. ”Jeg bliver mere og mere tændt på at spille skolekoncerter,” siger trombonist Yngve Lyngsø. ”Børn er helt uden filter, og vi vil gerne udvikle evnen til at gribe øjeblikket,” siger han. For orkesterleder og komponist Ninna Morsing har det gennem hele musikstudiet været et mål at spille skolekoncerter. Og udover selve musikken har hun også en mission med at præsentere slagtøj, som er hendes hovedinstrument. ”Jeg kan rigtig godt lide krydsfeltet mellem rytmisk og klassisk musik, og her passer slagtøj fint ind,” siger hun. Musikerne vil ikke bare behage publikum; de insisterer på, at kunsten er i fokus. Ninna, Gustav, Kristina og Yngve er blevet bekræftet i, at deres instrumentalmusik med små ledsagende digte også er for børn - bare formidlingen er i orden. De fire musikere er: Ninna Morsing, slagtøj og komposition, Gustav Nyboe Hagner, bas, trompet og flygelhorn, Kristina Thede Johansen, altsax og Yngve Lyngsø, trombone, bas og klaver. Ny chance for studerende til efteråret Også i år inviterer Levende Musik i Skolen studerende på DJM til en konkurrence om en miniturné til østjyske skoler på professionelle vilkår. Der er deadline for ansøgning om at deltage i dette års konkurrence den 28. oktober 2019. Ansøgning sendes til Vibe Thorhauge på DJM. Foto: Louise Lauge Villadsen