25. juni 2014
Mere kunst og kultur til børn og unge
LMS og partnere er klar til at følge op på kulturministerens nye strategi om kunst og kultur til børn og unge.
I maj offentliggjorde kulturminister Marianne Jelved sin nye strategi for børn og unges kulturmøde, som gennem flere lokale initiativer og bedre netværk i kommunerne, skal sikre at børn og unge kommer til at opleve kunst og kultur som en naturlig del af hverdagen.
De tre kompetencecentre LMS, Dansehallerne og Teatercentrum bakker op omkring initiativet og står hver for sig og fælles som Kulturpakker klar til at bistå skoler og kommuner med viden, kulturtilbud og netværk.
I nedenstående brev, som netop er udsendt til kommuner i hele landet, kan I se den samlede udmelding fra Kulturpakker om strategien blandt andet med en række punkter fra strategien, hvor Kulturpakker kan gøre en forskel i kommunerne.
Læs brevet her.
Vi er spændte på den videre udvikling og håber kommuner, skoler og lærere kan finde veje til at få ministerens strategi og den nye folkeskolereform til at spille sammen, så kunst og kultur bliver en selvfølge i skoledagen.