Nye kommuner bliver en del af koncertordningen
Endnu flere skolebørn kan nu se frem til besøg af professionelle musikere. Vi glæder os til at samarbejde med nye kommuner.
I skoleåret 2019/2020 har Herning, Silkeborg, Vallensbæk, Dragør og Høje Tåstrup kommuner indgået aftale med Levende Musik i Skolen om koncerter til deres børn og unge. Samtidig har vi mange steder godt gang i en dialog, der forhåbentlig munder ud i flere kommunale samarbejder og aftaler i fremtiden.
”Vi glæder os over hver ny kommune, der vil samarbejde om musikalske tilbud til børn. Og med de engagerede orkestre, vi sender på turné, er jeg sikker på, at skolerne får en oplevelse, der sætter spor hos eleverne,” siger Gitte Abildtrup Møller, der souschef hos Levende Musik i Skolen.
Udover musikere, der er særligt udvalgt og klædt på til at formidle deres musik til det unge publikum, tilbyder skolekoncertordningen et gennemarbejdet undervisningsmateriale tilpasset klassetrin og læringsmål.
Hvert år når Levende Musik i Skolen ud til 300.000 børn og arbejder på at nå ud til endnu flere de kommende år.
”Heldigvis er det ikke kun musiklærere, som synes det er vigtigt, at børn møder den levende musik. Også deres kolleger, skoleledere, forvaltningsfolk og politikere kan se ideen i at prioritere den professionelle musik i skolen”, siger Gitte Abildtrup Møller.