Musikstuderende konkurrerer om en miniturné for LMS
Studerende på Det Jyske Musikkonservatorium, der brænder for at komme ud med deres musik, får mulighed for at møde verdens mest ærlige publikum, nemlig børnene.
Levende Musik i Skolen har nemlig i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium udskrevet en konkurrence om at producere den bedste koncertidé og performance til børn og unge i skolen.
Vinderne kan se frem til at spille fire skolekoncerter i foråret 2020. Inden musikerne kommer på scenen, har de fået sparring fra en af LMS’ erfarne producenter. Alle koncerter er lønnet efter gældende tarif.
Et panel af skoleelever og fagfolk fra konservatoriet og skolekoncertbranchen vil vurdere de indsendte ideer til koncerter.
Op til fire orkestre går videre til en livekonkurrence, hvor et oplagt børnepublikum vil sidde klar i salen.
Fristen for at deltage i konkurrencen er den 28. oktober 2019 kl. 12.00.
På billedet er det Ninnas Orkester, der vandt konkurrencen i 2018. De er nu en del af LMS' turnerende bands i sæsonen 2019/2020 og spiller desuden på LMS Musikfestival i oktober.
Hvis du vil være med i konkurrencen, skal du
• Have en musikgruppe på 1-4 personer
• Planlægge et skolekoncertprogram, der varer ca. 40 minutter. I vælger selv, om koncerten er for elever i indskolingen (6-10 år), mellemtrinnet (9-13 år) eller i udskolingen (12-16 år)
• Beskrive programmet og begrunde målgruppen
• Vedhæfte optagelser af mindst to numre, som indgår i koncerten
• Forberede en præsentationskoncert af programmet på 15-20 min.
Koncertidé og mindst to lydfiler sendes til: Vibe Thorhauge – vibe@musikkons.dk
Livekonkurrencen afholdes den 26. november 2019 kl. 9.30-13.30 i Kammermusiksalen på Det Jyske Musikkonservatorium.
Mere info: Vibe Thorhauge – vibe@musikkons.dk / 7226 7421