Flyvende start for ’Smag for Klassisk’ på LMS Musikfestivalen
Blandt flere ensembler med rødder i klassisk musik satte Damkapellet og Bach in the Street skub i en af de største nationale satsninger inden for klassiske koncerter til børn og unge i skolen.
I tråd med projektet Smag for Klassisk serverede musikerne velsmagende prøver på en genre, der får stor opmærksomhed de kommende år.
Damkapellet spiller musik af kvindelige komponister fra middelalderen og op til nutiden. Over to dage spillede de otte koncerter med overskriften Glemte Stemmer, og hver gang sad omkring 120 børn fra 4.-6. klasse klar til den lidt uvante musik.
Damkapellets musikere er Lisa Vogel på violin, Nadia Okrusko på klaver. Nicole Hogstrand på cello og Pauline Hogstrand på bratsch. Her spiller Damkapellet til YAMawards i Horsens under LMS Musikfestivalen.
Foto: Christian Brandt.
Forberedelse og formidling gør oplevelsen større
Inden koncerten havde lærerne mulighed for at forberede eleverne. Et omfattende undervisningsmateriale, der præsenterer orkestret og musikken, er altid en del af ’pakken’, når Levende Musik i Skolen sender musikere ud på skoler.
Koncerten formede sig som en musikalsk rejse. Og ind imellem kompositionerne fortalte de fire musikere på en enkel og elegant måde kvinders sociale udviklingshistorie, bl.a. om manglende anerkendelse og muligheder for at få opført deres musik i samtiden.
Kan man danse til Bachs soloviolinmusik?
I løbet af festivalen oplevede det unge publikum også eksempler på klassisk musik i et overraskende samspil med dans.
Den svenske duo Bach in the Street begejstrede det unge publikum på Horsens Teater, hvor tidligere koncertmester i Den Kongelige Opera i Stockholm Semmy Stahlhammer var i selskab med den prisbelønnede streetdanser Maele Sabuni.
De to kunstnere demonstrerede, at barokmusik af J.S. Bach og moderne dans nemt beriger hinanden i forestillingen, som handler om at finde et nyt hjem i et nyt land og om at udvikle sig gennem kunst og kultur.
Begge er børn af flygtninge, den ene med jødiske rødder, den anden congolesiske.
Stahlhammer og Sabuni vandt i 2018 en YAMaward for verdens bedste skolekoncert i kategorien 'Small ensemble'.
Projektet Smag for Klassisk løber over de kommende tre år og er generøst støttet af Det Obelske Familiefond og Spar Nord Fonden.