7. november 2014

Årets mindste skolekoncert

Uge 44 var Spil Dansk Uge, som blandt andet førte LMS-musikerne fra Drums Across til Sejerø, hvor skolen har 17 elever.

I sidste uge var det Spil Dansk Uge, hvor over 1400 arrangementer landet over markerede fejringen af den danske musikkultur. LMS tog selvfølgelig del i festen, i år med ti skolekoncerter i ti Spil Dansk-kommuner, nemlig Skanderborg, Roskilde, Frederiksberg, Brøndby, Kalundborg, Thisted, Slagelse, Faxe, Herning og Ringkøbing-Skjern. Her fik børnene en gedigen musikoplevelse med henholdsvis Rumlerim, Virelai, Klezmerduo, Den Blå Tone og Drums Across. Ø-eventyr Sidstnævnte gruppe havde en helt særlig koncert på programmet, idet de på selve Spil Dansk Dagen den 30. oktober blev sendt til den lille ø Sejerø i farvandet mellem Sjællandsodde og Kalundborg. Øens skole kan kun prale med 17 elever, så normalt tager de en færgetur til Sjælland for kulturoplevelser, men den 30. Kom kulturen til dem. ”Koncerten på Sejerø var meget intim og hyggelig. Børnene var på, forberedte og sang blaffersangen så skønt, ” fortæller Lars Storck, musiker i gruppen Drums Across. Koncertens størrelse med kun godt 20 publikummer var ikke det eneste, musikerne tager med fra dagen. Generelt var Spil Dansk-besøget på øen en særlig oplevelse. ”Konceptet Spil Dansk er super, og vi mærkede, at vores besøg betød noget, og de havde forberedt dagen. Sejerø er et dejligt sted med ro og nærvær men også tydeligt isoleret fra verden. Vi startede med at spise varm frokost med alle og vi snakket lidt om at der kun var en gris tilbage på øen,” griner Lars Storck. Fakta om Spil Dansk Dagen
  • Spil Dansk Dagen er årets store festdag for dansk musik og musikliv, som løber af stabelen den sidste torsdag i oktober, men også med arrangementer i ugen omkring og generelt i meget af efteråret.
  • Det er ikke en forudsætning, at der synges på dansk eller at musikerne er danskere – blot at der er tale om musik skabt af danske komponister eller sangskrivere.
  • Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
  • Spil Dansk Dagen blevet Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed, og formålet er at udbrede, udvikle og dermed sætte fokus på dansk musikkultur.
  • En lang række radiostationer spiller lutter dansk musik. I 2013 medvirkede DR og mere end 30 lokalradioer.
  • Spil Dansk Dagen er i 2014 relanceret som Spil Dansk - en selvstændig enhed med ny ejerkreds bestående af Danske Populær Autorer, Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Koda og Dansk Musikforlæggerforening.
  • Spil Dansk har i år aftale om direkte samarbejde med 26 Spil Dansk Kommuner over hele landet. Sydslesvig er også ”annekteret” i samarbejdet.
  • Læs mere om Spil Dansk på www.spildansk.dk