25. november 2014

Musikalsk marathon-møde

LMS smuglede et kamera ind bag de lukkede døre, da fagudvalget holdt møde 11. november. Se filmen her.

Det var en hård opgave, fagudvalget i år blev sat på, da et rekordstort antal ansøgere skulle skæres ned til en fjerdedel. Udvalgets medlemmer havde på forhånd set, hørt og læst alt materiale igennem, så mødet den 11. november var præget af velargumenterede og velforberedte diskussioner, der endte ud med et samlet musikgruppe hold på godt 120 musikgrupper. Desværre skal LMS kun bruge omkring 90-100 grupper, så inden det endelige katalog kan præsenteres i starten/midten af december, skal der ses på budgetter ift. gruppernes størrelser, forholdet mellem gamle og nye grupper, genrebredde samt ønsker fra kommuner og skoler, så antallet kan pusles endeligt på plads. I videoen nederst på siden kan du se det 11 timer lange møde skåret ned til tre minutter, og du kan høre to af fagudvalgsmedlemmerne fortælle om deres udvælgelseskriterier og tilgang til processen. Det endelige katalog meldes ud på lms.dk senest midt i december, og alle ansøgere modtager inden da mail med tilsagn og afslag.