27. februar 2020

2020 med 20 nye produktioner

Musikprogrammet for næste skoleår er nu på plads, og der bydes velkommen til 20 nye koncertproduktioner.

Forførende fløjter, hårdtslående heavy og overraskende opera. Der er musikalsk mangfoldighed i lange baner, når man skimmer ned over fagudvalgets 106 udvalgte koncertproduktioner til sæson 2020-21.

20 spritnye produktioner inviteres i år med i LMS-familien, og sammen med 86 allerede afprøvede produktioner præsenteres de i disse uger for skoler og kommuner over hele landet.


”Det er altid spændende, når vi skal i gang med en ny sæson. Vi ser en stor interesse for mange forskellige genrer, der både kan overraske og udfordre eleverne, så til det nye musikkatalog har vi haft fokus på både musikalsk og kulturel diversitet,” siger souschef hos Levende Musik i Skolen, Gitte Abildtrup.


De kommende ugers netværksmøder er næste skridt i at få sæsonens mere end 2300 koncerter puslet på plads. Skoler og kommuner har på forhånd haft mulighed for at ønske både genre og bestemte grupper, hvilket Levende Musik i Skolen har forsøgt at efterleve i planlægningen, i hvilken der selvfølgelig også skal tages hensyn til musikgruppernes størrelser, transport og økonomi.


Det endelige koncertprogram for næste skoleår ligger først fast i juni, men du kan allerede nu gå på opdagelse i det spændende kunstnerkatalog ved at vælge sæson 20-21 på lms.dk/find-kunstner