13. april 2015
Smag for skolekoncerter
Hele 11 grupper har i år meldt sig på banen til LMS' konservatorie-konkurrence, som afholdes 28. april. De fire deltagere er nu udvalgt.
Siden 2012 har LMS i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium afholdt en årlig konkurrence, hvor studerende kan give deres bud på en skolekoncert og vinde en mindre turné for LMS - til fuld tarif, naturligvis.
I år viste de studerende øget interesse med rekordstor deltagelse allerede ved det indledende informationsmøde, og ved ansøgningsfrist var der også hele 11 forskellige grupper - mod ni i 2014, fire i 2013 og bare to i 2012 - meldt sig på banen.
Og deltagernes idéer til en god skolekoncert er mange, kreative og nytænkende. Generelt har de studerende gjort sig gode overvejelser omkring det at spille for børn og unge, og ansøgningernes niveau er højt. Genremæssigt viser konservatoriet også sin bredde, med indslag helt fra nykomponeret klassisk musik til rytmisk musik.
Alt i alt et rigtig godt udgangspunkt, og det var da heller ikke en let opgave, at skære feltet ned fra 11 til bare fire konkurrencedeltagere. Opgaven blev dog løst, og i programmet for konkurrencedagen nederst i denne nyhed, afsløres hvilke fire grupper, der kæmper om en plads i LMS' katalog i 2015-16.
Svær start
Som med så mange andre projekter, tager det tid at løbe sådan en konkurrence i gang, og derfor er det også med stor tilfredshed, LMS noterer sig den øgede bevidsthed omkring ikke bare konkurrencen, men også hele arbejdsfeltet med skolekoncerter, som flere studerende nu udviser. LMS' baggrund for samarbejdet med Det Jyske Musikkonservatorium har netop været at skabe større opmærksomhed på arbejdsområdet "skolekoncerter".
At det at skabe øget bevidsthed kræver tidsmæssig investering blev dog igen bevist, da LMS i år forsøgte at starte et lignende samarbejde og konkurrenceforløb op på henholdsvis Rytmisk Musikkonservatorium og
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København - her kom kun én rettidig ansøgning, hvilket betød en aflysning af arrangementet i år. Som det blev bevist i Aarhus er der dog ingen grund til at kaste håndklædet i ringen af den grund, og LMS håber derfor at kunne vende tilbage til København næste forår med større held.
Årets udvalgte
I Aarhus afholdes konkurrencen i år den 28. april. På publikumsrækkerne vil sidde et passende hold folkeskoleelever sammen med en jury bestående dels af KulturCrew-elever og professionelle fagfolk fra LMS og konservatoriet. Program og deltagernavne kan ses herunder.
Program 28. april
Kl. 9.00- 9.05 Velkomst til publikum og jury
Kl. 9.05- 9.25 Koncert: Et musikalsk skyggespil for børn
Kl. 9.35- 9.55 Koncert: Mai Skytte
Kl. 9.55-10.15 Pause
Kl. 10.15-10.35 Koncert: Guide til musikken
Kl. 10.45-11.05 Koncert: Malstrom
Kl. 11.05-11.30 Jury voterer + KulturCrew voterer
Kl. 11.30-11.35 Vinder afsløres
Vinderen spiller på fire skolekoncerter for LMS i foråret 2016.