10. juli 2020
Sommer for fuld musik
Efter et tørlagt forår pibler livemusikken nu ud gennem revner og sprækker til alt fra fester og friluftsscener, institutioner og plejehjem.
Fra Levende Musik i Skolen kunne vi i juni præsentere 30 succesrige skolegårdskoncerter, og takket være en større pulje fra Børne- og Undervisningsministeriet til kommunale sommeraktiviteter kan musikken blive ved at spille, selvom skolerne er gået på ferie.
Som indspark til kommunernes ekstra sommeraktiviteter har LMS sammensat et pakketilbud med coronavenlige SFO- og familiekoncerter, hvilket har resulteret i booking af 72 koncerter i 11 kommuner.
LMS er glade for både at kunne tilbyde børnene fælles musikoplevelser efter et restriktivt forår, men i den grad også at kunne give musikgrupperne nogle koncerter i en kalender præget af røde overstregninger af aflyste og udskudte arrangementer.