17. august 2015

Nye tiltag i denne sæson

I sidste uge blev der taget hul på et nyt skoleår og dermed en ny sæson af skolekoncerter.

LMS er i topform til at komme i gang med en ny sæson, hvor 2000 koncerter når ud i det ganske land. Som altid er det med et væld af fantastiske, professionelle musikere indenfor en bred vifte af musikgenrer, og samtidig tager vi hul på spændende, nye tiltag. Blandt andet har vi indledt et samarbejde med landets spillesteder, og glæder os til at præsentere en håndfuld skolekoncerter, der afholdes på lokale spillesteder. Det foregår bl.a. på Gimle i Roskilde og på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved. For nogle typer af koncerter vil det, at koncerten afholdes på et spillested, betyde en bedre lyd- og lysmæssig ramme for musikken, og samtidig vil det give børnene et kendskab til spillestedet som et lokalt kulturcenter. Vi er spændte på hvilke erfaringer, vi kan drage af samarbejdet med spillestederne, og hvilken respons, vi får fra musikere og skoler på denne type koncerter. Vi håber, de nye koncerter vil blive taget godt imod af både elever og lærer, selvom vi også er klar over, at det for nogle skoler vil betyde flere udfordringer i forhold til tid og transport. Et andet tiltag i den kommende sæson er, at vi i samarbejde med eksterne konsulenter har gennemarbejdet undervisningsmaterialerne til alle vores koncerter, så de nu er gearet til skolereformen, idet de tager afsæt i læringsmålstyret undervisning og er tilpasset skolernes fælles mål. Dermed skulle det gerne være endnu nemmere for lærerne at bruge materialet og koncerterne som en del af undervisningen. Velkommen til den nye sæson 2015/16.