25. august 2020

Hjælp til musikundervisere

I denne uge blev den gratis, digitale læringsplatform til musiklærere i skoler og musikskoler, DEEO Charanga, lanceret. Sitet underbygger Koncertløftets mål om at højne musikformidlingen i grundskolen.

En ny digital hjælp til musikundervisere og -skoler skal de næste tre år rulles ud i Danmark. Hjælpen består af den digitale læringsportal DEEO Charanga, som samler undervisningsmaterialer og inspiration til musikundervisningen for landets grundskoleelever.


Konceptet er oprindeligt fra England, men nu er det blevet tilpasset og udviklet til det danske skolesystem. Primus motor bag projektet er DEOO, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, som Levende Musik i Skolen arbejder sammen med om visionen Koncertløftet.


Koncertløftets mål er at alle børn i den danske grundskole møder den levende, professionelle musik hvert år, men også at kvalitet af både koncerter og formidling højnes. Her er DEOO Charanga et godt skridt på vejen, da platformen er udviklet til at skabe det direkte og blivende samarbejde mellem folkeskolens musikundervisning i klasserne, musik- og kulturskolens instrumentalundervisning og de professionelle orkestres, bands og ensemblers skolekoncerter.


Den høje kvalitet vækker glæde hos formand for DEOO, Eyvind Vesselbo.


“Det er klart et digitalt løft af musikfaget og giver mulighed for at nå alle landets børn med undervisningsmateriale af høj kvalitet,” siger Eyvind Vesselbo.


DEOO Charanga indeholder både undervisningsmateriale for den garvede musikunderviser samt undervisningsforløb til den uerfarne lærer.

Undervisningsplatformen er gratis og kan benyttes af alle lærere med unilogin og musikskolelærere med Speedadmin. DEOO Charanga vil derudover løbende tilbyde webinarer, man som lærer kan følge, når de oprettes på siden.


Læs mere på www.charanga.dk