Overvældende skolekoncerter
Trods erfaring fra flere hundrede koncerter i både ind- og udland, var første skolekoncertturné en stor oplevelse for gruppen Forever Still. Læs her om deres turné, og hvorfor de helt sikkert søger om en sæson mere hos Levende Musik i Skolen.
Et nyt publikum, en ny formidling og følelserne ude på tøjet. Det var den nye virkelighed for gruppen Forever Still, da de i slutningen af august drog ud på deres første turné med LMS Skolekoncerter. Fra d. 31. august til d. 21. september har de spillet 27 skolekoncerter for udskolingselever rundt i landet.
“Vi valgte udskolingen, fordi det var her, at vi så det største potentiale for at komme ud med nogle budskaber. De har så mange turbulente følelser, der gør hverdagen svær, og vi synes, at det er her, at vores budskaber har størst mulighed for at gå ind og røre noget,” fortæller Maja Shining, der står for vokalen i Forever Still.
Forever Still spiller hård rock og moderne metal og viser, at piger og kvinder bestemt også hører til i den genrer. Men derudover har de et særligt budskab, som også var baggrunden for, at de sidste år søgte hos LMS: Stå ved hvem du er, følg dine drømme og vær stærk.
“Det er en dejlig besked at kunne give videre gennem musik. Det var i musikken, at vi selv følte os forstået og havde noget at identificere os med. Det er der nogle børn, der har brug for, og det håber vi, at vi kan give videre til dem gennem en genre, hvor der er så mange følelser, nerve og stærke budskaber i,” fortæller Maja Shining.
Og at det budskab er vigtigt, fik gruppen bekræftet til en af deres første skolekoncerter, hvor en pige efterfølgende kom op til dem.
“Tårerne løb ned ad hendes kinder, og hun fortalte os, hvor meget det betød for hende, at vi var kommet for at spille. Dét at hun kunne se, at der var nogle mennesker, der skilte sig ud og turde være som de er, havde været meget stærkt og ramt hende på en helt særlig måde. Hvis man bare kan nå én person på den måde på en hel tur, så er det det hele værd,” fortæller Maja Shining.
Generelt har gruppen svært ved at få armene ned efter første skolekoncertturné.
“Det var bare så fedt hele vejen igennem. Det er også grunden til, at vi søger igen. Normalt tænker man måske 7.-9. klasser som meget tilbageholdende og afholdende, men vi har slet ikke mødt modstand fra eleverne og har fået så mange søde og positive beskeder bagefter både fra lærere og elever,” fortæller Maja Shining.
Et godt råd til andre nysgerrige musikere
Det er ikke kun Forever Still, der har været begejstret for turnéen. De efterfølgende evalueringer fra landets skoler er fyldt med rosende ord til bandet.
“Nu forstår jeg også den genre! Vi fik hele pakken og blev blæst afsted. Det er virkelig heavy, når det er 100% godt. Forever Still er vildt professionelle,” skriver Vemmedrupskolen i Køge i deres evaluering efter koncerten.
Også Balsmoseskolen i Egedal Kommune udtrykker stor begejstring i deres evaluering.
“Spændende musik og smuk vokal! Alle var opslugt og fulgte godt med både med øjne og ører. Det er skønt at kunne lade vores elever opleve anden musik, end de af sig selv lytter til. Der blev flyttet nogle grænser. Kom igen, tak!” skriver Balsmoseskolen.
Selvom Forever Still på forhånd var spændte på, hvordan udskolingseleverne ville tage imod koncerten og musikken, var det i hvert fald intet problem på Skansevejens Skole i Aalborg Kommune.
“Det kan være svært at imponere sådan en flok sløve teenagere og få nogle følelser frem, men eleverne syntes det var fedt og sejt,” skriver skolen i evalueringen.
Efter sin første skolekoncertturné har forsanger Maja Shining et særligt råd til de musikere, der lige nu overvejer at søge om at spille skolekoncerter hos LMS.
“Gå ind til det med et åbent sind og forvent på forhånd, at der nogle labaner i publikum, men tag det som en sjov oplevelse. Lad være med at tag dig selv for seriøst, er nok det bedste råd,” siger Maja Shining.
Hvis du også går med en drøm i maven om at spille skolekoncerter, så er det nu, at du skal slå til. Deadline for ansøgning er d. 15. oktober kl. 12.00. For at komme i betragtning, skal du udfylde et elektronisk ansøgningsskema på lms.dk. Læs mere og udfyld ansøgningen her.
Bannerfoto: Adrian Coleașă