Skolerne strækker sig langt for at fastholde koncerter
Mens de danske skolebørn efterhånden har vænnet sig til en hverdag præget af aflyste fællesaktiviteter og et stigende antal corona-restriktioner, kæmper skoler og musikgrupper en brav kamp for at kunne gennemføre årets koncerter. Og det lykkes i imponerende grad.
Udendørskoncerter, koncerter opdelt i kortere indslag for skiftende klasser, to meters afstand, sang med lukket mund. Løsningerne på afviklingen af efterårets skolekoncerter har været alsidige og kreative, men i den grad effektive. Så effektive at kun 27 koncerter siden sommerferien er blevet aflyst, mens mere end 1400 koncertoplevelser har spredt glæde og fællesskab i hele landet.
En af de skoler der trods corona-udfordringen har afholdt en LMS Skolekoncert, er Kilden-Terndrup i Rebild Kommune. Her mødte mellemtrinnets elever ind til en noget alternativ publikumsopbygning, hvor stolene var spredt ud i en stor del af skolens hal. Med to meters afstand mellem stolene betød det nemlig, at alle elever ikke bare kunne få oplevelsen, men også kunne synge med undervejs.
“Vi prioriterede, at sangen også var en del af koncerten, fordi vi tænkte, at det ville være en sjovere oplevelse for eleverne. På den måde kunne de føle sig som en del af koncerten,” fortæller skolens kontaktperson, Maria Mikkelsen.
Og trods afstand til både kammerater og musikere, havde eleverne på Kilden-Terndrup en helt særlig koncertoplevelse.
“Eleverne var virkelig glade for, at de fik lov til at komme til koncert. Det gav faktisk en lidt større koncentration end normalt på grund af afstanden mellem dem, og de var mere med, men selvfølgelig er det bedst, når de får lov at opleve koncerten samlet,” siger Maria Mikkelsen.
Længere mod øst på Baggesenskolen på Vestsjælland er skolekoncerterne også blevet prioriteret højt. Og trods ændringer i koncertformen er skolekoncerterne ifølge skolens kontaktperson, Christina Andreasen, stadig en god og vigtig oplevelse.
“I en kommune som vores får få børn koncertoplevelser udover skolekoncerter, så vi elsker, at vi kan få koncerterne ud og præsentere for eleverne. Det er simpelthen guld værd. Skolekoncerterne er det eneste, der kommer udefra lige nu, og det betyder bare meget. Det er det friske pust udefra til eleverne,” fortæller hun.
Se, hvordan koncerten med Phønix gik til på Kilden-Terndrup, hvor hele hallen var fyldt:
“The New Normal”
På både Baggesenskole og Kilden-Terndrup har eleverne vænnet sig til, at de skal holde afstand til hinanden, og at hverdagen er anderledes og kan ændre sig. Men ifølge Maria Mikkelsen, at skolekoncerterne er med til at give dem en oplevelse af normalitet i den corona-prægede hverdag.
“Koncerterne giver dem et fællesskab at holde fast i og lidt adspredelse fra alt det, der foregår nu. Vi har ingen morgensamlinger eller noget på skolen for tiden, så på den måde er det rart at kunne være samlet mere end én klasse til koncerten,” siger hun.
På Baggesenskole har man været påpasselig med at fortælle eleverne om koncerterne i tilfælde af, at de skulle blive aflyst.
“Vi er meget opmærksomme på ikke at fortælle om koncerterne til eleverne, før vi kommer meget tæt på. Så er vi sikre på, at det kommer til at ske, og hvem der har mulighed for at komme til koncerterne. Vi vil ikke skuffe dem, hvis det nu skulle ske, at de bliver aflyst,” fortæller Christina Andreasen.
Både Baggesenskoles indskolings-, mellemtrins- og udskolingselever har haft besøg af LMS Skolekoncerter. På årgangene har skolen holdt koncerter på forskellige måder alt efter, hvad der har passet med musikgruppen. Her er både blevet afholdt mini-koncerter, så alle klasser kunne opleve koncerten, men også workshops hvor kun enkelte klasser måtte deltage selvfølgelig med med handsker og afstand.
Levende Musik i Skolen er glade for den store omstillingsparathed, vi møder hos både skoler og musikere, og håber, at foråret byder på mere normale omstændigheder.
Skolekomedie - aflyst. Idrætsdag- aflyst. Morgensang - aflyst. Bedsteforældredag - aflyst. Kalenderen på Baggesenskole har fået corona, men skolekoncerterne har fleksibilitet og en ihærdig indsats fra både skole og musikere overlevet, til stor glæde for både børn og voksne. Her sidder klasserne farveinddelt, så de sikrer afstanden.