2. december 2011
Dansk musikprojekt hædret
Stort tillykke til danske FIGURA Ensemble som har har vundet den internationale pris Young EARopean Award 2011 for sit projekt "Small composers".
Den 18. november blev Young EARopean Award (YEAH) uddelt for første gang.
YEAH er en ny, international pris, som uddeles til kunstnere, projekter, forestillinger og koncerter, der har fokus på innovativ bearbejdning og formidling af specielt klassisk musik, så det kan fange børn og unge.
Der var 170 indsendte ansøgninger, da fristen for at indstille projekter til den nyoprettede YEAH Award udløb den 1. juni 2011. Af de 170 ansøgere blev 15 koncerter og projekter udvalgt som nominerede, fordelt på de to kategorier Proces og Performance.
Danmark var repræsenteret med en gruppe i hver kategori.
I Performance var gruppen Body Rhythm Factory nomineret for sine koncerter for børn og unge, som LMS i flere år har kunnet glæde elever, lærere og familier med i hele Danmark.
Body Rhythm Factory vandt desværre ikke, men fik pæne ord med på vejen af juryen, der skrev:
"In its spontaneity, the project achieves a fascinating exchange of energy between the musicians and the public, at the same time it is accurately put together and musically perfectly realised.“
Den anden danske nominerede, FIGURA Ensemble, kunne til gengæld glæde sig over at vinde den prestigefyldte pris for årets bedste i Proces-kategorien, som er en pris for bedste børne-/ungeinddragende projekt.
FIGURA Ensemble deltog med projektet "Små Komponister", en kompositionsworkshop for børn, som kombinerer professionel musikalsk arbejde og uddannelse.
"Små komponister begejstrer som kompositionsprojekt ved sin metode og ved måden, hvorpå de deltagende børn inddrages. Små Komponister viser respekt for netop børnenes kreative kompetence, og det er således helt igennem alderssvarende. De deltagende professionelle komponister og musikere fungerer som “fødselshjælpere” – de viser børnene veje til, hvordan
deres idéer kan blive til virkelighed,” lød det blandt andet i juryens begrundelse for prisen.
Med prisen følger 8000 euro, som FIGURA Ensemblet vil bruger til at udbygge "Små Komponister".
[IMG1]
Komponisterne Peter Bruun og Jesper Egelund er en del af FIGURA Ensemble og er her i gang med at inspirere nogle små komponister. Projektet har eksisteret siden 2005.