Flerårig overenskomst for musikere
Levende Musik i Skolen og Dansk Musiker Forbund har godkendt ny overenskomst, der gælder de kommende tre år.
Efter et godt forhandlingsforløb, har LMS og DMF en ny overenskomst på plads. De relevante bestyrelser har godkendt aftalen, som nu blot mangler de formelle underskrifter.
En af forbedringerne for musikerne er, at statens høje takst for befordring bliver genindført. Aftalen knytter an til det statslige aftalesystem, og vil derfor fremover være 3-årig mod tidligere 2-årig.
"Det skal ikke være nogen hemmelighed, at overenskomstforhandlingerne både er en tidskrævende affære for et lille kontor som LMS, og også giver en usikkerhed for os i forhold til budget og for vores musikere, som jo skal søge jobbet et år før ansættelsen faktisk træder i kraft," siger koncertdirektør hos LMS, Ebbe Høyrup, og fortsætter:
"Derfor er vi også rigtig glade for den aftale, der er landet, både for indholdet, men i den grad også for varigheden."
Overenskomsten kan læses på lms.dk/loen-og-skemaer/ så snart den er underskrevet af alle parter.