LMS Festival skudt i gang med manér!
Med et brag af en åbningskoncert slog LMS mandag aften dørene op for verdens største skolekoncertfestival. Tirsdag-onsdag byder vi velkommen til 8000 børn og flere hundrede tilrejsende musikere, kultur- og skolefolk fra hele landet.
LMS Festival 2021 åbnede mandag den 4. oktober i Musikhuset Aarhus. Her var KulturCrew værter og præsenterede i aftenens løb at væld af både lokale talenter og professionelle musikere fra ind- og udland.
Første nummer var Asbjørns personlige sang BE HUMAN, hvor den unge sanger fik backup fra strygergruppen Who Killed Bambi og det lokale kor Maestra.
Derpå væltede The Courettes salen med en hæsblæsende omgang garagerock, fulgt op af LMS' bestyrelsesmedlem, kulturchef i Viborg Kommune og repræsentant for Kommunernes Landsforening Sten Lindgaard, med en tale om, hvorfor skolekoncerter bør have plads i alle kommuner.
Og hvordan følger man op på sådan en brandtale? Her tøvede det lokale MGK-talent Stine Nyløkke Stengaard ikke, men fik hele salens udelte opmærksomhed med sin sang om kronvildt-brøl og grænsesætning med hujen og klapsalver til følge.
For første gang i Levende Musik i Skolens historie var det ikke Ebbe Høyrup, der skulle holde åbningstale, men i stedet tog konstitueret direktør Gitte Abildtrup opgaven på sig og sluttede med at invitere Ebbes kone Katrine Skovgaard Lassen og hendes to piger, Olivia og Elvira, samt Ebbe nære ven, den indiske stjernemusiker Shashank Subbu på scenen for at spille et af Ebbe Høyrups egne numre. Et smukt og rørende indslag til minde om LMS' direktør gennem 29 år, Ebbe Høyrup, der gik bort i august i år, få måneder før hans planlagte pensionering.
De to virtuose, klassiske guitarister fra Aros Guitar Duo gav herpå et nummer inden omstilling til den store finale.
For at runde aftenen af, havde LMS allieret sig med Det Jyske Musikkonservatoriums BigBand under ledelse af Jens Christian "Chappe" Jensen og koret Maestra under ledelse af Malene Rigtrup. De fik på scenen selskab af de professionelle LMS-musikere fra Who Killed Bambi, den gambianske kora-stjerne Dawda Jobarteh og den indiske fløjtevituos Shashank Subbu, som havde hver sin fabelagtige percussionist med.
Sikke en aften! Som selvfølgelig blev rundet af med bobler, lækre hapsere og glædelig gensynssnak mellem de mange LMS-gæster.
Tirsdag og onsdag går det løs med over 100 koncerter og 8000 børn på centrale spillesteder i Aarhus. Se hele ptrogrammet på festival.lms.dk