Levende musik øger trivsel på plejehjem
Professionelle koncerter giver livsglæde og fællesskabsfølelse blandt plejehjemsbeboere i Aarhus. Det er essensen af en ny rapport, som evaluerer plejehjemsdelen af projekt SOL musik, som LMS er en del af.
“Sådan noget musik giver liv. Det er sådan noget musik, vi skal høre.”
“Det hæver altid mit humør med sang og musik.”
Sådan lyder et par af reaktionerne fra glade aarhusianske plejehjemsbeboere, som gennem projektet SOL musik har oplevet en eller flere livekoncerter i perioden maj til juni 2021.
Levende Musik i Skolen er i løbet af 2021 partner i projektet “Sammen Om Levende Musik” forkortet SOL musik.
SOL musik har blandt andet arrangeret 20 professionelle koncerter for plejehjemsbeboere i Aarhus. Nu er denne del af projektet blevet evalueret af Hanne Lynghøj Ellerbæk og Emilie Stage Jørgensen fra Aarhus Kommune, og projektet får særdeles positive ord med på vejen fra både musikere, medarbejdere - og som her, beboerne:
“Jeg går glad derfra.”
“Det giver en stor stemning.”
Et musikalsk lyspunkt
Rapporten konkluderer på baggrund af interviews blandt andet, at koncerterne har bidraget til godt humør og en øget livsglæde blandt beboerne, at koncerterne har været med til at danne rammen for et fællesskab blandt beboerne og at medarbejderne har oplevet en positiv forskel på koncerterne fra SOL musik og andre koncerter, der tidligere har været afholdt på plejehjemmet. Dette skyldes, at musikerne er “... dygtigere og mere erfarne samt, at koncerterne virker mere professionelle,” som det hedder i rapporten.
Projektet er blevet til i samarbejde mellem Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, Region Midtjylland, Det Jyske Musikkonservatorium og Levende Musik i Skolen. I alt vil der under projektet blive afholdt 50 koncerter for mennesker på hospitaler, lokalcentre og plejehjem. Håbet er, at forsøget bliver gjort permanent.
“SOL musik er et smukt eksempel på, hvad gode samarbejdspartnere kan opnå i fællesskab. Det glæder os hos LMS, at evalueringerne er positive – og at det fungerer, når vores kompetencer bringes i spil i nye sammenhænge,” siger konstitueret direktør Gitte Abildtrup fra LMS.
FAKTA:
Projektets primære fokus er at danne en alliance mellem dansk musikliv og sundheds- og velfærdsindsatser med det formål at:
- skabe skræddersyede musikforløb for sårbare borgere og patienter, med henblik på at øge livsglæden og fællesskabsfølelsen.
- præsentere levende musik i en tryg, omsorgsfuld og empatisk ramme for mennesker, hvis liv er begrænset pga. sygdom og handicap.
- udvikle en metode og organisering, som har en enkel struktur og som kan overføres til øvrige kommuner i Danmark.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond og Region Midtjylland.
Dansk Musikerforbund har også set på projektet, men fra musikernes vinkel – læs artiklen HER.