22. august 2016
Musikalske forsøgskaniner
LMS har indgået partnerskab med Vestre Skole i Billund Kommune. Skolen skal være med til at udvikle LMS' tilbud fremover.
Da eleverne på Vestre Skole i Grindsted vendte tilbage efter sommerferien, var det til en skole med øget fokus på musikken. Fra 1. august 2016 har skolen og LMS indgået partnerskab, som skal være med til både at skærpe skolens musiske profil og at udvikle LMS' aktiviteter og tilbud over de kommende år.
[IMG1]
"Vi har længe snakket om, at finde en partnerskole, så vi er virkelig glade for, det nu er lykkedes. Under Musik i Tide Festival 2015 fik vi et rigtig godt samarbejde med Billund Kommune, og det var derfor helt oplagt at fortsætte samarbejdet på denne måde," fortæller Gitte Abildtrup, souschef hos LMS.
Konkret betyder partnerskabet, at LMS nu har en hel skole fyldt med frivillige forsøgskaniner, når nye koncertproduktioner, workshops eller koncepter skal testes af. På samme måde kan Vestre Skole byde ind med idéer og aktiviteter, hvor de kan se det gunstigt at LMS deltager, hvilket kan inspirere LMS til tiltag på andre skoler.
"Allerede på første møde med lærerne blev der budt ind med idéer, som vi så småt er ved at søsætte, så fortsætter engagementet på denne måde bliver det uden tvivl et givtigt samarbejde for begge parter," siger Gitte Abildtrup.