20. maj 2022

Konkurrence for studerende

LMS og SDMK udskriver konkurrence blandt de studerende om skolekoncertturné.

Studerende på Syddansk Musikkonservatorium får nu chancen for at vinde en mindre turné med fire skolekoncerter for Levende Musik i Skolen i 2023 – selvfølgelig til fuld tarif. Udover selve koncert-præmien vil de unge musikere få coaching fra en professionel producent, som kan hjælpe dem med at nå helt ud til det unge publikum.

Det smager af mere

Det er første gang, LMS og SDMK i samarbejde afholder denne konkurrence, men en lignende har i en årrække været afholdt på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. I 2018 var det Ninnas Orkester, der vandt konkurrencen der, og de fik efterfølgende blod på tanden i forhold til at spille for børn og unge:

“Vi blev mere og mere tændt på at spille skolekoncerter, efter den oplevelse. Børn er helt uden filter, og vi vil gerne udvikle evnen til at gribe øjeblikket. Og så var feedbacken fra Levende Musik i Skolens producent, Jesper Gottlieb, afgørende for resultatet af koncerten, for det virker, det han siger,” fortæller Ninna Morsing fra gruppen, som siden deres sejr har spillet flere turnéer for Levende Musik i Skolen.

Praktik

Selve konkurrencen foregår i to steps. Først skal de studerende indsende koncertprogram og filer, og på baggrund af det udvælges op til fire kandidater, som går videre til en livekonkurrence. Her skal de spille en kort præsentationskoncert, og efterfølgende vil en jury bestående af både skoleelever og fagfolk fra konservatoriet og skolekoncertbranchen afgøre, hvem der løber af med sejren.

Find konkurrencebeskrivelsen HER.